
HB Køge fik i dag sæsonens første sejr, da de på hjemmebane vandt 1-0 mod SønderjyskE. Med sejren kravler holdet over nedrykningsstregen.
HB Køge har måttet tage imod en række store ydmygelser igennem sæsonstarten, men i dag lykkedes det holdet at revanchere sig efter de mange store nederlag.
I anden halvleg scorede Søren Nielsen på et flot hovedstødsmål, men han måtte dog også ofre sig for holdet, idet han fik en flænge i panden, da han stødte sammen med Anders Östli i afslutningsøjeblikket.
HB Køge holdt fast i føringen igennem hårdt arbejde, mens sønderjydernes bedste mulighed tilfaldt Jesper Kjærulff, men han måtte se sit hovedstød ryge over målet, mens holdkammeraten Kenneth Fabricius også var tæt på at udligne i overtiden.
Hjemmeholdet fik dog, med nød og næppe, hentet samtlige tre point, og eftersom FC Midtjylland tabte 1-0 til AaB, rykker HB Køge nu over nedrykningsstregen på tiendepladsen, mens deres tidligere ellevteplads bliver overtaget af netop midtjyderne. SønderjyskE ligger på ottendepladsen.
Skriv et svar