
Få uger før debuten i SAS Ligaen har HB Køge i dag indgået en flerårig aftale med en ny sponsor, der med sin grønne profil matcher klubbens interesser. Samtidig får hjemmebanen nyt navn.
Det er energiselskabet SEAS-NVE, som HB Køge har indgået en aftale med. Energiselskabet bliver hovedsponsor i de kommende år i klubben, og stadion kommer fremover til at bære navnet ”SEAS-NVE Park”.
HB Køge har lagt vægt på, at klubbens sponsorer fremadrettet har grønne profiler. Klubbens administrerende direktør, Kim Jørgensen, siger ifølge pressemeddelelsen:
”Vi ser det som et naturligt ansvar at gå med i kampen for et bedre klima og miljø. Konkret betyder det, at vi har valgt at sænke CO2-udslippet i alt lige fra kampprogram til energiforbrug på stadion og til vores valg af miljøvenlige biler. Og det er min opfattelse, at vi og SEAS-NVE har rigtig meget at samarbejde omkring og lære af hinanden. Og så gør det sig gældende for os begge, at vi går foran og tager et ansvar og dermed gør et stykke pionerarbejde på vores områder.”
SEAS-NVE´s administrerende direktør, Jesper Hjulmand, betoner lighederne de to virksomheder imellem og siger ifølge pressemeddelelsen:
”Det er virkelig tilfredsstillende for os, at vi har kunnet indgå et samarbejde med en partner, som i sin profil matcher vores egen så godt. Det er fordelagtigt både for SEAS-NVE og for HB Køge, at vi kan ”spille sammen” om at kæmpe for klimaet. Det kan kun give en god synergi.”
Med aftalen og opbakningen fra SEAS-NVE må HB Køge forventes at få bedre muligheder som virksomhed. Om aftalen med energiselskabet så også medfører energi til spillerne på banen får de lejlighed til at vise den 19. juli, hvor Silkeborg gæster SEAS-NVE Park.
Skriv et svar