Наши партнеры

Menu



Fyrværkeri blev dyrt for Brøndby

Europa League

Under Europa League-kampen mellem Brøndby IF og Legia Warszawa tidligere på året blev der affyret fyrværkeri på tribunen. Bøden, som UEFA har pålagt Brøndby, samt reparationer løber op i flere hundrede tusinde kroner.

De samlede udgifter ligger på omkring 210.000 kroner, som Brøndby IF dog søger at hente hjem igen i en kommende retssag mod den eller de personer, der stod bag fyrværkeriet. Herom siger klubbens administrerende direktør, Frank Buch-Andersen, til Brøndby IF’s hjemmeside:

”Vores sag er en del af den straffesag, der er planlagt til 9. november. Vi håber her at få dækket de omkostninger, den tankeløse handling har medført.”

Udover handlingen i sig selv ærgrer den administrerende direktør sig over, at udgifterne kommer til at ramme klubben:

”Det er i hvert fald ikke en hjælp til klubben, at vi skal bruge et stigende antal ressourcer på først at forhindre indsmugling, så stoppe affyring og pågribning af de skyldige for siden hen at betale bøderne, fordi nogle mener, de har ret til at fyre pyroteknik af under vores kampe. Det gælder også, hvis man er med i en gruppe, der fyrer den slags af eller er længere væk. Alle har et medansvar,” forklarer Frank Buch-Andersen og fortsætter:

“Hjælper man ikke med at stoppe det, er man med til at påføre sin egen klub store udgifter. Udgifter, der ville gavne Brøndby IF bedre i klubkassen end i UEFA’s bødekasse. Det er jo penge, der et eller andet sted går fra andre mulige fan-tiltag og forbedringer på Brøndby Stadion. Samtidig kan det være endog rigtig farligt, og det skal simpelthen stoppes.”

Frank Buch-Andersen håber samtidig ikke, at situationen gentager sig, men appellerer til, at fodbolden fremover kan blive en positiv oplevelse:

”Resultatet bliver, at vi, de andre klubber og myndighederne må skride endnu hårdere til værks, og det er ikke en ønskesituation i en sammenhæng, der burde handle om hygge, fodboldfest og god stemning. Vi bryder os ikke om alle de forbud, der rammer alle de positive kræfter i fan-kulturen rundt omkring. Vi ønsker at støtte den positive fan-kultur og opfordrer til, at alle tager et ansvar for, at vi kan bibeholde fodbolden, som den fest den er og fortsat skal være.”

UEFA er desuden i gang med at forholde sig til den redegørelse, som Brøndby IF afleverede efter en lignende episode under udekampen mod Hertha Berlin, og som forventes også at resultere i en bøde til Brøndby IF.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu