Наши партнеры

Menu



Fiorentina og Bayern München delte i lige remis

Champions League

Fiorentina havde stærkt brug for en sejr for at følge med Olympique Lyon, da Bayern München kom til Firenze, men den lige kamp sluttede med en uforløsende uafgjort.

På trods af kravet om sejr, så lagde begge hold meget jævnt ud og kun efter den noget træge indledning kom der pludselig gang i sagerne, da Adrian Mutu efter ti minutter scorede med en flugter på oplæg fra backen Luciano Zauri, der er udlejet til Firenze-klubben fra Lazio.

Bayern München havde ligesom hjemmeholdet ikke haft meget at byde på før målet, og det havde de heller ikke efter det. I stedet var super-centerforwarden, Alberto Gilardino, flere gange tæt på at overvinde Rensing i det tyske mål. Det lykkedes dog Bayern i første halvegs overtid at vise tænder, da Bastian Schweinsteiger var tæt på at score fra klos hold, men Fiorentina kunne gå til pause med en særdeles vigtig 1-0-føring ovenpå en ellers skidt halveg.

Men hvis første halveg generelt var dårlig, så startede anden med et brag med flere gode muligheder til begge sider, og Bayern München havde igen fundet sig selv, ligesom hjemme i Bundesligaen, hvor man for tiden har for vane at starte dårligt men alligevel komme godt tilbage.

Og det var da netop, hvad de gjorde, for efter 75 minutter kom den udligning, som de havde ledt efter med lys og lygte. Den målfarlige midtbanespiller, Tim Borowski, kom først på Franck Ribérys indlæg, som han så ofte før nemt kunne omsætte til mål inde i boksen.

Bayern havde udligningen og kunne nøgternt set være godt tilfredse med 1-1 i den formodet sværeste udekamp i gruppen, men havde dog to gode muligheder tilbage. Først en kæmpechance til til Klose, hvor Fiorentina-holdet tydeligvis skulle sunde sig ovenpå udligningen, og så dybt inde i overtiden, da den unge Toni Kroos flugtede forbi.

Tiden løb dog ud for både tyskere og italienere, som står med stort set samme udgangspunkt før kampen. Bayern er meget tæt på at gå videre, mens Fiorentina må fæstne sin lid til, at Lyon taber point i de kommende kampe.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu