Den sidste UEFA Cup-finale i historien vil blive afviklet i dag mellem ukrainske Shakhtar Donetsk og tyske Werder Bremen.
Den 38. og samtidig sidste UEFA Cup-finale skal stå i aften, hvor slaget skal afgøres mellem den ukrainske storklub Shakhtar Donetsk samt det tyske midterhold Werder Bremen, som i sidste sæson sikrede andenpladsen i Bundesligaen. UEFA har besluttet, at skabe et nyt format af den mindre europæiske turnering, så den i fremtiden vil gå under navnet “Europa League”.
Shakhtar Donetsk har i aften mulighed for at blive det første ukrainske mandskab nogensinde, som vinder UEFA Cup’en, og det er vel at mærke første gang, at klubben er i en europæisk finale.
Shakhtar Donetsk ligger på andenpladsen i ligaen, hvor de er ubesejret i deres seneste seks opgør. Der resterer to kampe af sæsonen, og de kan hverken nå førstepladsen, som Dynamo Kiev besidder eller risikere at rykke ned på tredjepladsen, hvor Metalist ligger. Derfor har holdet sikret sig Champions League-kvalifikation til næste sæson.
“Jeg er overbevist om, at det vil blive en spændende kamp mellem to hold, som benytter forskellige spillestile. Bremen har en farlig offensiv, og de er et fysisk stærkt hold. Vi vil derimod forsøge at sætte os på spillet, og derved være spilstyrende,” fortæller Shakhtar-cheftræneren, Mircea Lucescu, ifølge UEFA’s hjemmeside.
Shakhtar Donetsks vej til UEFA Cup-finalen:
1/16-finalerne – Samlet sejr på 3-1 mod Tottenham
1/8-finalerne – Samlet sejr på 2-1 mod CSKA Moskva
Kvartfinalerne – Samlet sejr på 4-1 mod Marseille
Semifinalerne – Samlet sejr på 3-1 mod Dynamo Kiev
Bremens første møde med et ukrainsk mandskab i en europæisk turnering var tilbage i sæsonen 1985/86 i netop UEFA Cup’en, hvor de tabte 2-1 på udebane, men siden hen vandt 3-2 hjemme. De tabte dog på reglen om udebanemål. Klubbens nuværende cheftræner Schaaf var med i startformationen i begge kampe.
Bremen har vundet UEFA Cup’en en gang, hvilket skete i 1991/92, hvor de mødte franske Monaco, som de besejrede 2-0.
Werder Bremen indtager i øjeblikket en skuffende tiendeplads i Bundesligaen, hvor deres resultater igennem hele sæsonen har været utroligt svingende. Der mangler blot en runde af denne sæson, og derfor vil de hverken kunne stige eller falde i tabellen, da fire point skiller dem fra Bayer Leverkusen på niendepladsen, mens hele seks point holder dem fra ellevtepladsen, hvor Hannover 96 ligger.
“Det er noget helt specielt at være i finalen. Som spiller er det dét, som alle stræber efter. Vi vil se to mandskaber, som vil gøre alt for at vinde. Denne sæson har været meget svingende. Vi har ikke fået indfriet vores forventninger i ligaen. Derfor fortjener holdet en sejr i aften, så vi kan se tilbage på en triumf i en middelmådig sæson,” forklarer Bremens cheftræner Thomas Schaaf.
Werder Bremens vej til UEFA Cup-finalen:
1/16-finalerne – Samlet sejr på 3-3 mod AC Milan – Videre på reglen om udebanemål
1/8-finalerne – Samlet sejr på 3-2 mod St. Etienne
Kvartfinalerne – Samlet sejr på 6-4 mod Udinese
Semifinalerne – Samlet sejr på 4-2 mod Hamburger SV
Shakhtar Donetsks Tomas Hubschmann er suspenderet, mens Olexandr Kucher atter er blevet kampklar.
Werder Bremen må undvære de offensive profiler Diego og Hugo Almeida, som begge har karantæne. Per Mertesacker er heller ikke til rådighed, idet han er skadet. Danske Daniel Jensen er blevet opereret og er derfor færdig for denne sæson.
Forventede startopstillinger:
Shakhtar Donetsk:
Srna – Kucher – Chigrinskiy – Rat
Gai – Duljaj – Ilsinho – Jadson
Fernandinho – Luiz Adriano
Werder Bremen:
Fritz – Prodl – Naldo – Boenisch
Frings – Baumann – Niemeyer – Ozil
Pizarro – Rosenberg
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Der bør ikke herske nogen tvivl om, at det bliver en yderst spændende finale i aften, hvor begge mandskaber vil gøre deres ypperste for at hente titlen. Werder Bremen lider hårdt under skader, hvor blandt andre Diego er ude med karantæne.
Bremen har på papiret slået nogle større klubber i denne UEFA Cup-sæson, men Shakhtar Donetsk har omvendt en målscore på 12-4. Vi tror, at rutinen vil blive udslagsgivende og at Werder Bremen derfor henter en kneben sejr på 2-1 mod Shakhtar.
Skriv et svar