Наши партнеры

Menu



FCN-spiller straffes – Sportschef uforstående

Dansk fodbold

FC Nordsjællands midtbanespiller Morten Karlsen har fået en spilledags karantæne efter 2-2-kampen mod Randers FC på grund af sit sprogbrug over for dommeren. Karantænen vækker undren hos klubbens sportschef.

I SAS Liga-kampen mellem FC Nordsjælland og Randers FC var hjemmeholdet foran med 2-1 indtil ganske kort før tid, men Randers FC fik udlignet og snød dermed FC Nordsjælland for to point.

Efter kampen gav FC Nordsjællands midtbanespiller, Morten Karlsen, udtryk for, at han var utilfreds med dommer Nicolai Vollquartz i især to tilfælde, hvor Rawez Lawan blev forhindret i at afslutte i straffesparksfeltet. Kritikken blev dog ikke givet direkte til dommeren, der således hørte om Karlsens udfald fra anden side.

Vollquartz indberettede efterfølgende Morten Karlsens sprogbrug for DBU’s Disciplinærudvalg, der nu har givet Karlsen en spilledags karantæne, på trods af, at han undskyldte sine udtagelser overfor dommeren efter kampen.

”I minutterne efter afslutningen af SAS Liga-kampen mellem FC Nordsjælland og Randers FC på Farum Park søndag eftermiddag brugte Morten Karlsen et nedsættende ordvalg i en uopfordret beskrivelse af kampens dommer, Nicolai Vollquartz,” lyder det på DBUs hjemmeside.

”Vollquart hørte ikke selv de nedsættende bemærkninger efter slutfløjtet, hvorfor han ikke reagerede med at give rødt kort til spilleren på stedet. Bemærkningerne fulgte efter flere negative ytringer til ham fra samme spiller i løbet af kampen, som Vollquartz imidlertid havde valgt at ignorere.”

”Bemærkningerne efter kampens afslutning faldt derimod i fjerdedommer Thomas Kurt Nielsens påhør, og derfor blev spilleren efterfølgende gjort opmærksom på, at hans udfald ville blive indberettet til DBU.”

Det vækker undren hos FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, der siger til klubbens hjemmeside:

“Selv om ingen af os hørte, hvad Morten Karlsen skulle have sagt, så kan og vil vi ikke forsvare, at man siger grimme ting om en dommer. Men vi undrer os meget over, at det er endt med den beslutning fra et udvalg, der også har set og hørt det, som foregik efter mandagens kamp i Århus mellem AGF og OB, siger sportschef Jan Laursen til klubbens hjemmeside.”

“De ting, der blev sagt om dommeren og hans præstation fra begge lejre efter den kamp, er efter vores mening på mindst på samme niveau, hvis ikke værre. Og endda viderebragt på live TV og i aviser frem for som andenhåndsviden, der er tilfældet i Karlsens sag. Så hvis karantænen kan være forståelig i vores sag, så er linjen i Disciplinærudvalgets politik i hvert fald ikke.”



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu