Наши партнеры

Menu



FCM sejrede over uinspirerede AaB

Dansk fodbold

I aftenens kamp sikrede FC Midtjylland sin tredje sejr på stribe. AaB sikrede sig derimod endnu en tilføjelse til deres dårlig formkurve. AaB er nu uden sejr i de seneste otte kampe.

En godt og vel halvfyldt SAS Arena lagde græs til en kamp mellem to mandskaber, som efterhånden ikke har det store at spille for i ligaen.

De tilhængere der var mødt op på stadion, fik dog ret hurtigt noget at glæde sig over. Mikkel Thygesen bragte nemlig hjemmeholdet foran med 1-0 efter tyve minutters spil. Adigun Salami var oplæggeren med en lang stikning i dybden.

Hjemmepublikummet kom dog hurtigt ned på jorden igen. Blot fem minutter efter midtjydernes føringsmål udlignede Thomas Augustinussen føringen. Efter et raid fremad af AaB’s Andreas Johansson, blev bolden lagt af til Caca, som prøvede at skyde på mål, men skudet blev blokeret, og bolden røg i stedet hen til Augustinussen, som køligt udplacerede Lasse Henize i hjemmeholdets bur.

Første halvleg var en chancefattig affære, men alligevel blev tilskuerne altså vidner til to mål i de første 45 minutter.

Udeholdet AaB kom bedre ud til anden halvleg, da de i de første ti minutter efter pausen fik holdt spillet oppe på FC Midtjyllands halvdel. Spillet omkring feltet bragte dog ikke ret meget andet med sig en et sløjt skud fra Andreas Johansson, hvilket var meget symptomatisk for kampen som helhed.

Efter en times spil blev der dog skruet op for skarpheden, men ærgerligt for AaB var det hjemmeholdet der fandt netmaskerne. Et skarpt indlæg fra Christian Sivebæk nåede frem til fløjkollega Jonas Borring, som med en inderside køligt dirigerede bolden op i nettaget til 2-1.

Resultatet betød, at AaB i de sidste tyve minutter satsede med et par offensive indskiftninger, men satsningerne bar ikke frugt. I stedet førte de offensive satsninger til kontramuligheder for hjemmeholdet. Et par minutter før tid satsede AaB med alle mand, undtagen keeper Karim Zaza, men en bold i feltet førte intet med sig, hvilket betød at Jude Nworuh blev sendt afsted i en kontra. Nworuh løb fra sin direkte modstander, men han kunne ikke bevare køligheden og fik sendt sit skud i sidenettet. Kampen sluttede dermed med en 2-1-sejr til FC Midtjylland.

Kampens resultat betyder, at FC Midtjylland sætter sig endnu tungere på fjerdepladsen i SAS Ligaen, hvor de nu har 51 point. De regerende mestre fra AaB er med 36 point placeret på en yderst skuffende plads som nummer syv.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu