
APOEL Nicosia hentede i aften en overbevisende 3-1-sejr mod FC København, som aldrig formåede at finde det suveræne spil, som løverne viste i sidste sæson. Dermed er FCK færdige i dette års Champions League.
FC København fik den værst tænkelige start på kampen, da hjemmeholdet APOEL Nicosia scorede efter knap to minutters spil. FCK’s Antonsson forsøgte at trække angriberen offside, men dette mislykkedes og i stedet kunne Kosowski bringe værterne i front med 1-0.
Gæsterne var tydeligvis rystede over den hurtige scoring fra APOEL, og allerede efter blot 19 minutters spil kunne cyprioterne bringe sig foran med 2-0. FCK’s tjekkiske back Pospech nedlagde Elia, som var på vej ned mod baglinjen. Derefter kunne Michael sikkert sende bolden i netmaskerne.
FC København-spillerne havde svært ved at etablere et ordentligt angrebsspil, men pludselig ud af ingen ting fik de reduceret. N’Doye opsnappede bolden efter et indlæg fra Wendt og kunne score til 2-1, hvilket betød, at hjemmeholdet fik et hak i selvtilliden, og det var vigtigt fra FCK’s synspunkt.
APOEL havde dog ikke mistet modet endegyldigt og fortsatte deres pres, men FCK’erne kom også til en række muligheder. Ailton var den mest faretruende i angrebet, og han skabte en god chance efter 37 minutter, men APOEL-keeperen Chiotis viste flot målmandsspil.
Det cypriotiske mandskab fik scoret kort før pausefløjt, da Michael kunne score, og ved dette mål var FCK’ernes dårlige opdækning kendetegnet ved aftenen. Kvist nåede ikke at dække Michael op, og så kunne han let score til pause-stillingen 3-1.
Fra starten af anden halvleg blev Jesper Grønkjær skiftet ind i stedet for Martin Vingaard. Grønkjær kom dog aldrig op i gear i aften, og ligesom resten af FCK-offensiven manglede skarpheden ved de afgørende situationer.
Som anden halvleg skred frem kom gæsterne mere med i kampen, men københavnerne formåede aldrig at score det mål, som det krævede, hvis holdet skulle kvalificere sig til Champions League-gruppespillet.
Dermed er APOEL Nicosia videre til gruppespillet med den samlede 3-2-sejr over de to kampe, mens københavnerne nu skal spille Europa League-fodbold.
Skriv et svar