
FC København spillede her til aften returkamp i Champions League-kvalifikationen mod montenegrinske Mogren, og som i det første opgør tromlede københavnerne henover det sensationelt ringe montenegrinske mesterhold.
Efter FC Københavns 6-0-sejr i Parken var der ingen tvivl om hvem der skulle gå videre, men det reservespækkede FCK-mandskab, med den blot 17-årige midtbanespiller Thomas Delaney i startopstillingen, overlod intet til tilfældighederne i den klæbende montenegrinske varme, som sneg sig over de 30 grader.
Af samme grund havde dommeren noget usædvanligt valgt at indlægge drikkepauser, således at holdene halvejs inde i hver halvleg kunne få væske på motorerne. Et indslag som bidragede til indtrykket af, at der nærmest var tale om en træningskamp.
Første mand på tavlen for københavnerne blev Dame N’Doye som efter 11 minutter headede FCK foran på et hovedstød efter et skarpt indlæg fra Morten Nordstrand. Fem minutter senere var det Nordstrands egen tur til at putte bolden i nettet, da hjemmeholdets målmand fumlede med bolden efter et langskud fra Thomas Kristensen, og Nordstrand kunne let lægge bolden i nettet.
Der skulle gå 25 minutter før FCK igen kom på tavlen. Igen var Dame N’doye på pletten, da han let spankulerede igennem et pinligt passivt montenegrinsk forsvar, og udplacerede en sagesløs målmand. Små fem minutter senere, i det 44. minut, udbyggede Martin Vingaard føringen til pausestillingen 0-4, da han fra kanten af feltet knaldede et fladt skud ind i fjerneste hjørne.
Kort efter pausen kom 17-årige Delaney på tavlen, da han efter fint opspil kunne udplacere Mogren-keeperen med sit venstreben.
Resten af kampen bar præg af varmen, og det lignede at københavnerne så småt begyndte at spare sig med henblik på weekendens SAS Liga-runde, hvor de møder HB Køge. På trods af varmen indtraf den annoncerede drikkepause i anden halvleg ikke, hvilket var endnu et signal om den manglende intensitet.
FCK nåede dog tre minutter før tid at tangere resultatet fra kampen i Parken. Ailton kunne på oplæg af Dame N’Doye score til 6-0, og dermed vandt FC København samlet 12-0 over montenegrinske Mogren Budva.
FC København møder i næste runde norske Stabæk, det sker den 29. juli i Parken.
Skriv et svar