Det lykkedes hertil aften for FC København at spille sig tættere på Champions League-gruppespillet, da man i returopgøret i tredje kvalifikationsrunde spillede 0-0 mod Stabæk på udebane.
De forsvarende danske mestre fra FC København mødte hertil aften Stabæk i returopgøret i Champions League-kvalifikationens tredje runde, hvor de skulle forsøge at forsvare deres 3-1-føring fra det første opgør.
Et af de helt store samtaleemner op til opgøret var, at kampen skulle spilles på Telenor Arena, der er en stor lukket arena med kunstgræsbane. Og det var hjemmeholdet, der startede bedst ud på den omdiskuterede bane.
Der var spillet under et minut, da Stabæk fik et hjørnespark. FCK fik ikke clearet godt nok, og bolden endte hos Pontus Farnerud, der fik sendt et forsøg af sted mod Jesper Christiansens mål. Bolden ramte dog overliggeren og gik ud bag målet til målspark.
FC København startede kampen lidt nervøst, men det danske mandskab kom lidt bedre med i opgøret. Hjemmeholdet spillede meget direkte med hurtige stikninger i dybden, hvilket flere gange var tæt på at give FCK problemer. Jesper Christiansen var dog opmærksom i målet og var god til at komme ud og sikre sig bolden.
Det lykkedes for FCK at komme til pause uden at indkassere nogle mål. Samtidig kom der dog heller ikke nogen scoringer i den anden ende, og stillingen ved pausen var derfor 0-0.
Seks minutter inde i anden halvleg fik Stabæk en stor mulighed for at score, da Fredrik Berglund kom højest til et indlæg inde i feltet og fik sendt et kraftigt hovedstød af sted mod mål. Jesper Christiansen reddede dog flot forsøget, da han kom ned og fik slået bolden på stolpen.
Efter 64 minutters spil fik Stabæk igen en stor chance, da Daigo Kobayashi efter gode kombinationer fik frit skud fra kanten af feltet. Igen reddede Jesper Christiansen forsøget. Gæsterne forsøgte sig ikke meget frem ad banen, og lå i stedet dybt og spillede kontrolleret.
Stabæk forsøgte at lægge pres på FC København, men det afgørende tunge pres udeblev. Hjemmeholdet havde meget boldbesiddelse, men de helt store chancer blev det ikke til.
FC København formåede at holde Stabæk fra at score, og dermed endte opgøret uafgjort, 0-0. Det betyder, at FCK er videre til den afgørende Play Off-runde med en samlet sejr på 3-1.
Skriv et svar