FC Københavns storspiller, Jesper Grønkjær, har været nødt til at tage hjem fra landsholdslejren, idet han døjer med en overbelastning i knæet. Morten Olsen har endnu ikke vurderet, om han vil udtage en erstatning.
FC København-stjernen Jesper Grønkjær har, grundet en overbelastning i knæet, set sig nødsaget til at forlade landsholdslejren.
”Det er selvfølgelig en rigtig skidt situation for os, når vi tænker på vigtigheden af de kommende kampe. Jesper har erfaringen og kvaliteten, som kan være afgørende for vores muligheder i disse kampe. Men omvendt kræver det, at han er fit, og det føler han ikke, at han er i øjeblikket,” siger landstræner Morten Olsen til forbundets hjemmeside.
”Vi har respekt for Jespers fornemmelse for sin egen situation, og hans modne overvejelser. Han er meget ambitiøs, og vi håber, at han kan få den fornødne ro til at komme tilbage i den form, som gør ham til et stort aktiv for både FC København og landsholdet.”
Den danske landstræner, Morten Olsen, har endnu ikke taget stilling til, om han vil indkalde en afløser for Jesper Grønkjær.
Danmark møder Sverige og Ungarn i de afgørende VM-kvalifikationskampe.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar