I dag har selskabet bag FC København offentliggjort et årsregnskab, som viser et overskud på 46,6 mio. kroner, hvilket ledelsen er tilfredse med.
PARKEN Sport og Entertainment A/S, som blandt andet er selskabet bag fodboldklubben, FC København, kom ud af regnskabsår 2008 med et overskud på 46,6 millioner kroner før skat. Dette er et fald på 6,7 millioner, hvis man kigger på, hvordan økonomien så ud året før.
Selskabets omsætning viste dog en flot stigning, og lå på 1,6 milliarder kroner.
”Resultatet er tilfredsstillende. Vi er midt i en meget offensiv ekspansion, hvor vi blandt andet moderniserer PARKEN, bygger nye kontortårne, åbner nye fitness dk-centre, udvider Lalandia i Rødby, opruster sportsligt i F.C. København og FCK Håndbold samt lancerer et nyt Lalandia i Billund. Resultatet viser, at vores organisation er i stand til at holde fokus på både ekspansion og drift,” siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard i en pressemeddelese.
Bestyrelsesformanden fortæller samtidig, at kombinationen af ekspansion og finanskrise betyder, at selskabet står over for en udfordring på kort sigt.
”Derfor er vi for alvor trukket i arbejdstøjet, og den nye koncernledelses primære fokusområder er driftsoptimering og nedbringelse af koncernens gæld,” siger Flemming Østergaard.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar