FC Nordsjælland har i dag hentet den serbiske målmand Nenad Novakovic, som dermed gør comeback til dansk fodbold, da han tidligere har passet stængerne for både Køge og OB.
FC Nordsjælland har forstærket sig med den tidligere Køge- og OB-keeper, serbiske Nenad Novakovic. Den 26-årige målmand har underskrevet en treårig aftale med klubben.
”Vi har længe holdt øje med Nenad, faktisk helt tilbage fra den tid, hvor han var tæt på at spille Køge i SAS Ligaen. Så god en spiller er altid værd at vente på, og nu bød chancen sig. Han er dygtig, ærgerrig og energisk, og vi forventer, at han fortsætter sin udvikling hos os med den gode indstilling, han altid viser,” siger sportschef Jan Laursen til klubbens hjemmeside.
Der er ligeledes glæde at spore hos holdets cheftræner Morten Wieghorst.
“Det er lykkes os at få fat på en målmand med et stort potentiale. Senest har han stået på mål i en norsk klub fra den hårde ende af ligaen, hvor han alligevel formåede at holde rent bur flere gange. Han er en målmand, der fylder meget rent fysisk, og hans helt store force ligger i hurtige og præcise igangsætninger af spillet. Og så ved jeg, at han er en spiller, som vil gøre alt for at dygtiggøre sig yderligere, og han vil dermed passe fint ind i målmandsteamet i FC Nordsjælland,” siger Morten Wieghorst.
Novakovic fortæller, hvorfor han valgte at forlade norske Aalesund til fordel for et comeback til dansk fodbold.
“Jeg mener, at dansk fodbold er på et højere niveau, og jeg har fået et positivt indtryk af alt omkring FC Nordsjælland. Jeg føler selv, jeg har lært meget af min tid i italiensk fodbold både på og udenfor banen. Det drejer sig om 100 % koncentration hele tiden. Endnu har jeg ikke set Jesper Hansen i aktion, men jeg glæder mig til opgaven hos FCN og er klar til at tage kampen op, siger Nenad Novakovic, der som ung havde Peter Schmeichel som sit store idol og derfor også har lært sig de vildt lange og præcise udkast, der kan sætte et modangreb hurtigt i gang,” fortæller nyindkøbet.
Skriv et svar