SAS Liga-klubben FC Nordsjælland kunne i dag præsentere en ny spiller. Der er tale om den amerikanske landsholdsspiller Michael Parkhurst.
I dag kunne FC Nordsjælland annoncere en ny forstærkning. Den amerikanske forsvarsspiller Michael Parkhurst tiltræder i SAS Liga-klubben den 1. januar 2009. Midterforsvareren, der har været kåret som den bedste i den amerikanske liga, var tydeligvis imponeret over forholdene i den nordsjællandske klub.
”Jeg ville meget gerne prøve kræfter med europæisk fodbold. FC Nordsjælland var meget hurtigt på banen, og selv om jeg havde andre muligheder, så mener jeg den danske liga er et skridt frem i forhold til MLS. Og jo mere jeg hørte om FCN, jo mere interesseret blev jeg. Da jeg så tog til Danmark for at kigge på faciliteterne og snakke med trænerteamet blev jeg så imponeret over begge dele, at valget var let for mig,” fortæller Michael Parkhurst i en pressemeddelelse.
Parkhurst har spillet syv landskampe for USA, og nordsjællændernes sportschef, Jan Laursen, beskriver forstærkningen som et scoop.
”Jeg ser kontrakten med Michael som et scoop. Han er en af de absolut største forsvarsprofiler i MLS, og han er allerede en erfaren herre med mere end 100 MLS kampe på CV’et samt debut på det meget stærke amerikanske A-landshold. Men samtidig betyder hans alder, at han stadig har sine bedste fodboldår foran sig,” siger Jan Laursen.
Parkhurst har underskrevet en treårig kontrakt med FCN.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar