Наши партнеры

Menu



FC København flittige gæster i Brøndbys gavebod

Dansk fodbold

FC København spillede disciplineret kampen igennem og fik desuden stor hjælp af et gavmildt Brøndby-forsvar, da de to klubber mødtes i den direkte duel om det danske mesterskab i eftermiddag. Københavnerne vandt 4-0 og indtager igen førstepladsen i SAS Ligaen.

En kamp mellem FC København og Brøndby IF er altid at betragte som en storkamp, og denne gang var ingen undtagelse. Dels selvfølgelig fordi det er en kamp mellem de to største klubber i Danmark, men også fordi det danske mesterskab i denne sæson med en vis sandsynlighed ville blive afgjort med netop denne kamp.

Men forskellen på de to mandskaber var i dag for stor til, at kampen blev rigtig god. FC København spillede disciplineret og havde ikke de store problemer med at vinde 4-0. Kampen igennem gav de ikke megen plads eller ro til Brøndby-spillerne, der havde det svært mod et bedre spillende hold. Men med til historien hører også, at Brøndbys forsvar og især von Schlebrügge havde en forfærdelig eftermiddag, hvor de skabte problemer for sig selv ved at smide bolden væk et utal af gange – og desuden var direkte implicerede i tre af scoringerne.

Politiet havde forud for kampen indkaldt alt disponibelt mandskab for at sikre ro op til kampen, hvilket efter sigende skulle være lykkedes udenfor stadion. Til gengæld blev der smidt genstande ind på banen inden kampen, hvilket betød, at kampen blev forsinket med et kvarter.

Kampen blev endelig fløjtet i gang, og der skulle hurtigt komme gang i løjerne. Jesper Grønkjær var meldt skadet, men startede overraskende inde på sin vante venstrekant. Om hans pludselige tilbagekomst skyldtes et trick fra træner Solbakkens side, eller om Grønkjær simpelthen var blevet klar efter en reel skade, vil der nok blive spekuleret i.

I hvert fald skulle Grønkjær hurtigt komme i fokus. Allerede efter to minutter lagde Thomas Rasmussen bolden tilbage mod eget mål, men afleveringen lå dårligt og bag von Schlebrügge. Han forsøgte at løbe bolden op, men Santin var hurtigere og nåede bolden først. Han måtte drible lidt rundt i feltet, da han ikke kunne komme fri til afslutning, men overlod så bolden til Jesper Grønkjær, der roligt kunne lægge bolden forbi Stephan Andersen til 1-0-føring.

Efter 27 minutter mistede Brøndby bolden på vej fremad banen, og efter en dyb aflevering kom von Schlebrügge og Santin på ny i en løbeduel. Igen kom Santin først og forsøgte sig med nogle snævre driblinger, men denne gang fik von Schlebrügge afværget.

Første reelle chance til Brøndby faldt efter 33 minutter, hvor Morten Rasmussen snurrede rundt og sendte et forkølet skud af sted, som Jesper Christiansen nemt kunne tage sig af.

I overtiden af første halvleg slog FC København til igen. Efter godt kombinationsspil slap Pospech fri i højre side og sendte et præcist indlæg ind i panden på Ailton. Stephan Andersen kunne kun se passivt til, da bolden sejlede ind i det nærmeste målhjørne til føring på 2-0.

Brøndby var fra anden halvlegs start nødt til at satse, og Ousman Jallow kom ind i stedet for en skadet Thomas Rasmussen. De offensive planer blev dog umiddelbart ødelagt ved, at Morten Rasmussen straks efter måtte lade sig udskifte med en knæskade efter at være gledet på det våde græstæppe.

Men Brøndby fik lagt et højt pres på FC København, og de fik i begyndelsen tilspillet sig enkelte skudmuligheder, der dog ikke førte til scoringer. Til gengæld betød det også friløbere til FC Københavns angribere, hvilket førte til to gode muligheder til Ailton, som han dog ikke formåede at omsætte til scoringer. Det samme gjaldt William Kvist, der efter 63 minutter stod fuldstændig fri foran Stephan Andersen, men ramte bolden skævt og dermed brændte den store chance.

FC København skulle få scoret igen, men igen skulle det være en fejl i Brøndby-forsvaret, der banede vejen. Indskiftede Morten Nordstrand lagde efter 70 minutter en aflevering frem mod Ailton, der umiddelbart ikke så ud til at kunne nå frem til den. Uheldigvis løb Brøndbys to midterforsvarere, Schlebrügge og Jönsson, sammen udenfor feltet og faldt omkuld. Det gav frit løb for Ailton, der køligt lagde bolden over i fjerneste side af målet til 3-0.

Og minsandten om ikke endnu en forsvarsfejl skulle føre til målet til 4-0 blot et par minutter senere. Morten Nordstrand forsøgte at mase sig gennem Brøndbys midterforsvar, men mistede bolden. Schlebrügge kunne have losset bolden ud af kommunen, men valgte uforståeligt blot at tjatte til den. Bolden landede for fødderne af Oscar Wendt, der uden at betænke sig trykkede den forbi Stephan Andersen til 4-0.

Atiba Hutchinson fik i overtiden prikket bolden forbi Stephan Andersen, men der blev korrekt fløjtet for offside.

Med sejren kan FC København selv afgøre sagerne og hjembringe det danske mesterskab, som de senest vandt i 2006/2007-sæsonen. De har nu to points forspring til Brøndby og mangler i de sidste to kampe Esbjerg på udebane og Randers FC hjemme. Brøndby har et noget mere vanskeligt program, da de mangler AGF på udebane og FC Midtjylland hjemme.



Kommentér

3 kommentarer til “FC København flittige gæster i Brøndbys gavebod

  1. AK siger:

    Programmet her til sidst er meget ligegyldigt.

    Både AGF og Randers kæmper om 5. pladsen, mens FC Midtjylland ikke kan nå noget som helst. Deres 4. plads er sikkert.

    Esbjerg derimod er sandsynligvis også sikre på en 8-9. plads? Men alligevel har FCK under Ståle i SAS Ligaen vundet i Esbjerg.

  2. John Vestergaard siger:

    Selv om holdene ikke kan nå noget som helst, skal man vel ikke forvente, at de knap gider at spille. For eksempel med Esbjerg – godt nok ville de nok kæmpe måsen ud af bukserne, hvis de fortsat var rodet ind i bundstriden; men på hjemmebane burde de vel kunne gå ud og levere en god indsats og give hjemmepublikummet lidt godt at se på?

    Ståle Solbakken understregede efter kampen i dag over for sine spillere, at de udover pokalfinalen på torsdag jo altså har to kampe endnu at spille – champagneflaskerne ligger nok på køl, men de har ikke vundet endnu. Det kan stadig glippe. Og af samme grund skal Brøndby prøve at hente 6 point i de sidste to kampe. Det ville jo være nedslående, at man dummer sig mod et hold og så FCK løber ind i et nederlag…

  3. AK siger:

    Ja det har du ret i. Men jeg ser AGF kampen som værende rigtig svær. Især hvis Brøndby ikke finder niveauet frem, men nu må vi se. Der er to kampe endnu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu