Наши партнеры

Menu



Esbjerg tager førstepladsen tilbage fra OB

Dansk fodbold

Esbjerg erobrede førstepladsen tilbage mandag aften, da de i en underholdende og dramatisk kamp trak sig ud af kampen med en sejr på 3-2 på mål af Jesper Jørgensen 15 minutter før tid på et flot langskuds mål med hans ellers normalt svage venstre ben.

Der var allerede dramatik inden kampen, da dommer Kenn Hansen i sidste øjeblik ikke godkendte AGF’s blå udebanetrøjer og i stedet skyndte gæsterne sig at låne et spillersæt i lilla.

På banen fortsatte dramatikken i kampen, da den blev fløjtet i gang. AGF’s Jerry Lucena, Nando Rafael og Frederik Krabbe fik alle gult kort i første halvleg, mens Esbjergs Andreas Klarström også kom i dommerens sorte bog og et af de gule kort skulle vise sig at få konsekvenser senere i kampen.

Gæsterne kom efter et kvarters spil i front efter at et frispark blev sendt indover og Esbjergs Mikkel Vendelbo kom højest til vejrs og sendte bolden i eget mål og dermed sende AGF foran med 0-1.

Esbjerg svarede hurtigt igen ved hollandske Tim Janssen. Det skete efter et gevaldigt klumpspil og en afskærmning af AGF-målmanden Steffen Rasmussen og til sidst havnede bolden i hovedet på Janssen, der fra målstregen stille og roligt kunne heade bolden i mål til 1-1.

Scoringen satte for alvor gang i Esbjerg, som kom foran syv minutter før pausen og igen var Tim Janssen manden bag målet. Kevin Conboy blev spillet fri på venstrekanten og han kunne med en flad pasning finde en fri Janssen, som på bedste Jon Dahl vis satte indersiden på bolden og udplacerede Steffen Rasmussen i AGF-målet.

AGF var ikke indstillet på at gå til pausen bagud og det skete heller ikke, da landsholdsspilleren Jakob Poulsen knoklede sig igennem et sløset Esbjerg-forsvar og i sidste ende sparkede bolden i mål til pausestillingen 2-2.

Starten af anden halvleg satte sit præg på resten af kampen. Som tidligere nævnt ville et af de gule kort i første halvleg få en betydning, og det skete efter få minutter af anden halvleg, da Frederik Krabbe fik sit andet gule kort og derfor måtte se til fra tribunen resten af kampen.

Udvisningen reagerede AGF prompte på og satte unge Anders Nielsen ind i stedet for Nando Rafael og det resulterede i at AGF lod sig presse tilbage på banen og overlod initiativet til hjemmeholdet, men århusianerne lurede hele tiden på farlige kontrastød, hvor specielt Jakob Poulsen viste gode takter, men AGF formåede ikke at score flere mål i kampen.

Det gjorde hjemmeholdet derimod et kvarter før tid, hvor Jesper Jørgensen gav prøver på sin sparketeknik, da bolden landede ude foran feltet efter et hjørnespark, og der stod Jørgensen klar og bankede bolden i mål med sit kolde venstreben og gjorde det til slutresultatet 3-2.

Sejren er Esbjergs sjette i træk og betyder at de rykker op på førstepladsen igen og skubber OB ned på andenplads, mens AGF med nederlaget forbliver på sjettepladsen med nederlag i de sidste tre kampe.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu