
Esbjerg var uden tvivl banens bedste hold, da mandskabet nedlagde Brøndby 2-1. Peter Nymann blev matchvinder, da han stærkt bidrog til sejren med sine to mål.
Brøndby-træner Kent Nielsen havde inden dagens sene SAS Liga-opgør valgt at ryste posen godt igennem i forhold til holdet, der besejrede Flora Tallinn.
Blandt andet var Jan Frederiksen hevet ind på venstrebacken, Anders Randrup blev rykket op på den centrale midtbane, mens Nicolaj Agger blev foretrukket i front på bekostning af Ousman Jallow. Dog blev den tidligere Horsens-træners rokeringer aldrig en succes på Esbjergs hjemmebane.
Esbjerg præsenterede sig også med ændringer, hvor kampens helt store overskrift, Peter Nymann, var rykket fra angrebet til højrekanten, således at Tim Janssen og Jesper Lange bestred forward-pladserne.
Esbjerg startede hårdt ud, hvor man satte Vestegnens blå-gule forsvar under ekstremt hårdt pres, hvor alle offensive raids reelt set kunne have udmundet i mål, og efter en halv times spil krakelerede Brøndby-forsvaret.
Jan Frederiksen blev rundtosset af nogle hurtige og effektive Esbjerg-kombinationer, der efterlod Peter Nymann alene foran Brøndby-keeperen Stephan Andersen, hvorefter han med lethed kunne sende bolden fladt ind i det lange hjørne.
Det var kun i få glimps at man så noget til Brøndbys offensiv, hvor Alexander Farnerud således viste sig som den eneste der kunne kreere målchancer for holdet. Et mål blev det dog aldrig til, men det gjorde det således i den anden ende.
Brøndbys forsvar trak sig passivt tilbage, da Peter Nymann igen nærmede sig Vestegnens mål. Nymann takkede for pladsen ved at affyre et rent missil der hårdt ramte målhjørnet.
Ti minutter inde i anden halvleg blev Jan Kristiansen taget ud for at blive erstattet af Ousman Jallow, men det ændrede overhovedet ingenting ved kampens gang.
Med blot tre minutter tilbage af kampen fik Brøndby sig et trøstemål. Michael Krohn-Dehli manøvrederede sig ud til baglinjen, hvor han graciøst og elegant slog et indlæg lige i panden på Daniel Wass, der således scorede til slutresultatet 2-1 til vesjydernes favør.
Holdet fra Vestegnen viste tamhed og opgav hurtigt, men trak sig til sidst sammen, hvor de viste vilje til at vende kampen. Sådan blev det dog ikke.
Skriv et svar