Наши партнеры

Menu



England og Tyskland videre til semifinalen

Andet fodbold

De to mandskaber, der kvalificerede sig fra gruppe B til semifinalerne, blev England og Tyskland, der her til aften tørnede sammen. Nationerne spillede uafgjort 1-1, mens Spanien vandt 2-0 over Finland.

Gruppe B i U21-EM blev her til aften afgjort, da England og Tyskland krydsede klinger i det ene opgør, mens de resterende to hold i gruppen, Finland og Spanien, mødtes i den anden affære.

Eftersom at englændernes semifinale-billet allerede var i hus, havde U21-landstræner Stuart Pearce valgt at eksperimentere lidt i startopstillingen, hvor kun Adam Johnson var at finde på holdkortet fra sidste kamp mod Spanien.

Englands nye defensiv blev allerede overrumplet efter fire minutters spil, da 20-årige Jerome Boateng, som til dagligt spiller i Hamburger SV, fik lov til at trænge igennem deres forsvar, hvor han kunne aflevere bolden videre til Gonzalo Castro. Bayer Leverkusen-spilleren behøvede ikke meget betænkningstid, før han lagde bolden imellem benene på keeper Scott Loach til 1-0.

Englænderne lod sig dog ikke underløbe yderligere i første halvleg, derimod satte de sig mere på spillet og havde momentum i kampen. Craig Gardner stod for at tage hjørnespark, hvilket han var den rette mand for, da han lagde bolden ind i panden på Evertons Jack Rodwell, som kunne heade balance i regnskabet til 1-1.

Anden halvleg bød også på den del chancer, men det var tydeligt, at begge nationer var tilfredse med det ene point, da de var klar over, at dette resultat var nok til at de begge sikrede sig avancement til semifinalerne.

I det andet opgør i gruppen mellem Finland og Spanien, viste spanierne sig at trække det længste strå, men det var lige akkurat ikke nok til en semifinale-billet.

Spanien fortsatte med at spille efter den samme opskrift, som de havde benyttet mod Tyskland og England. Kort sagt bestræbte de sig på at være spilstyrende, hvilket gav pote efter 29 minutters spil.

Et langskud fra Atlético Madrid-spilleren Raul Garcia blev blokeret af forsvareren Mehmet Hetemaj, men den spanske forsvarer Marc Torrejon reagerede hurtigt, og kunne således score til 1-0. Herefter valgte spanierne at sætte sig et gear yderligere op.

Ti minutter inde i anden halvleg blev kampen lukket. Valladolid-kantspilleren Pedro Leon demonstrerede sin eminente sparketeknik, da han lagde bolden over muren på frispark, hvorefter den fortsatte ind i netmaskerne til slutresultatet 2-0.

Spanierne var tætte på at score til 3-0, men stillingen holdt hjem.

Trods sejren må spanierne overgive andenpladsen til Tyskland, der dermed avancerer til semifinalerne sammen med England, mens Spanien ender på tredjepladsen og Finland må tage til takke med sidstepladsen i gruppe B.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu