Наши партнеры

Menu



EM-Special: Vanvittig afslutning på Tjekkiet – Tyrkiet

EM-Special

Tjekkiet så ud til at have alting under kontrol og kvartfinalen i hus med en 2-0-føring med 20 minutter igen. Men så kom Tyrkiet tilbage i en fuldstændig vanvittig og forrygende afslutning.

Tjekkiet og Tyrkiet skulle her til aftes spille en kamp, som på forhånd havde fået stor opmærksomhed af to ganske interessante grunde. For det første, så ville kampen bestemme, hvem der sammen med Portugal ville gå videre fra EM’s gruppe A, og dermed var spændingsmomentet til stede allerede inden kampstart. Men for det andet, så kunne kampen helt ekstraordinært ende i straffespark. Det skyldtes, at Tyrkiet og Tjekkiet stod fuldkommen lige på alle tænkelige kriterier, inden de gik på banen til aftenens kamp, og med et lige resultat, så ville holdene også være uadskillelige på indbyrdes opgør, og derfor ville man i tilfælde af en uafgjort kamp skulle ud i straffesparkskonkurrence.

Det så dog ikke ud til, at straffespark var noget, som Tjekkiet satsede synderligt på at ville ud i, da de fra start af overtog alt spil via en midtbane, som konstant erobrede bolden fra tyrkerne og derefter prøvede på at servicere fodboldverdenens mest berømte fyrtårn, Jan Koller, inde i feltet.

Koller fik også naturligt nok kampens første mulighed, da han headede på et frisparksindlæg fra Jankulovski, men hans forsøg gik dog over.

Tyrkiet var stort set ufarlige i første halvleg, og deres bedste forsøg i løbet af de første 45 minutter kom, da Tuncay tog chancen langt udefra. Hans ellers udemærkede flade skudforsøg gik dog forbi tjekkernes mål.

Libor Sionko var ligesom i kampen mod Portugal meget energisk, og han havde i det 26. minut et forsøg, som dog gik over mål. Syv minutter senere var han lige ved at nå frem til et indlæg i boksen, som tyrkernes målmand, Volkan Demirel, dog sparkede væk fra fødderne af ham. Men på den efterfølgende hurtige tjekkiske angrebsbølge fik højre-backen, Zdenek Grygera, bolden ude på kanten, og han lobbede den smukt direkte ind i panden på Jan Koller, som med et fremragende hovedstød kunne bringe Tjekkiet foran og i kvartfinalen.

Der skete ikke så forfærdelig meget mere i 1. halvleg, men tyrkerne kom ud til anden på en helt anden og frisk måde, og de fik hurtigt presset tjekkerne godt i bund. Igen var Tuncay Sanli farlig, dog denne gang helt inde i boksen, da han headede på mål, men Petr Cech havde ingen problemer med hovedstødet.

Tyrkiet fastholdt presset, mens Tjekkiet lurede på kontraangreb. Og hvilket kontraangreb det var, da Jan Koller efter én lang dybdeaflevering pludselig havde en friløber ned mod Volkan. Men han skød forbi med sit dårlige venstreben. Men akkurat ligesom i første halvleg gik det galt for tyrkerne lige efter, at tjekkerne ellers havde brændt. Der gik nemlig ikke mange sekunder fra, at Volkan sparkede ud, til at Jaroslav Plašil kunne glide bolden ind til 2-0 på Sionkos indlæg.

Trist for Tyrkiet, som ellers så ud til at være kommet helt godt med, men herfra udviklede kampen sig til lidt af et slag, hvor Tyrkiet vildt og desperat prøvede at fremtvinge den reducering, som ville give dem et lille håb tilbage, mens Tjekkiet bare ventede på at slå til, når muligheden bød sig.

Det var i denne periode, at Tuncay headede lige i favnen på Cech, mens Polak ramte stolpen i den anden ende. Men tyrkerne kæmpede tilsyneladende forgæves.

Men så kom alligevel det mål, som ville få kampen til at eksplodere i en fuldkommen uventet retning. Efter et hurtigt tyrkisk opspil stod den velspillende Arda Turan bagerst i feltet, da bolden blev sendt fladt indover, og han kunne sikkert skyde den i mål til tyrkisk reducering og nyt håb for de rødklædte.

Og så gik kampen herfra over i noget, som ikke kan beskrives som andet end fantastisk.

Under det efterfølgende kollossale tyrkiske pres mod det tjekkiske mål tabte Petr Cech pludselig et af de mange tyrkiske indlæg for foden af tyrkernes ellers usynlige anfører, Nihat Kahveci, som kunne skyde bolden i det tomme mål til en chokerende tyrkisk udligning. 2-2.

Men det skulle blive endnu vildere, og mens de fleste nok tænkte, at man nu skulle ud i den omtalte straffesparkskonkurrence, så ville Tyrkiet det anderledes. Blot tre minutter efter udligningen blev Nihat spillet i dybden, helt fri foran Cech, hvorfra han køligt udplacerede keeperen, hvorefter bolden spektakulært prellede af på overliggeren, før den lagde sig til rette i målet.

Helt utroligt stod det nu 3-2 til Tyrkiet, og det var blot fem minutter siden, at Tjekkiet havde været foran med 2-1 og 15 siden, at de ganske sikkert havde været foran med to.

De fortvivlede tjekker kastede nu alt frem i et desperat forsøg på at fremtvinge en udligning, og den store chance kom også, da Volkan kolliderede med Emre Asik, bolden røg op i luften og Jarolim kom til for at heade den i det tomme mål. Men han blev generet så tilpas meget af Volkan, at hans hovedstød blev blødt nok til, at de tyrkiske forsvarere kunne løbe den ind, inden den nåede målstregen.

Så troede man, at tyrkerne havde redet stormen af. Men så kom endnu et chok, da Volkan blev smidt ud af dommer Peter Frøjdtfeldt. TV-billederne viste nemlig, hvad Frøjtfeldt også havde set, da Volkan havde skubbet Jan Koller omkuld, efter at den farlige situation var overstået. Direkte rødt til målmanden, og så måtte Tuncay ind på mål i de resterende to minutter.

Tyrkerne holdt dog hele vejen hjem, og de kan nu sammen med en hel nation feste natten lang oven på en helt igennem vanvittig kamp, inden de på fredag skal møde Kroatien i kvartfinalen.



Kommentér

2 kommentarer til “EM-Special: Vanvittig afslutning på Tjekkiet – Tyrkiet

  1. AK siger:

    Hvor er det en skandale at tjekkerne røg ud:(….. Men fortjent nok..

  2. Thomas Morch siger:

    Det synes jeg ikke, det var. Tyrkerne har været heldige i to kampe nu!

    Kvartfinalen bliver endestation for dem!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu