Наши партнеры

Menu



EM-Special: Sverige slog Grækenland i intens kamp

EM-Special

I en tæt affære lykkedes det Sverige via to mål i anden halvleg, at slå de forsvarende Europamestre fra Grækenland.

Aftenens sene kamp i gruppe D mellem Grækenland og Sverige var af alle ventet at blive en yderst lige, intens og målfattig kamp mellem to meget veldisciplinerede mandskaber. Og kampen levede i nogen grad op til forudsigelserne.

Kampen startede ganske som ventet med et intenst tempo og meget sigende for hastigheden kom den første chance efter lidt af et stormløb mod det svenske mål, da den eneste målscorer fra EM-finalen 2004, Angelos Charisteas, gik forbi fire mand, inden hans spark med hans dårlige venstre ben dog nemt blev taget af Manchester City-reserven, Andreas Isaksson.

Overtaget bølgede frem og tilbage mellem holdene, hvor spillere som Angelos Basinas, Anders Svensson, Georgious Karagounis, Daniel Andersson og Fredrik Ljungberg alle kæmpede hårdt for at gøre kampen deres holds egen i en klassisk kamp om, hvem der kunne have bolden mest.

Meget sigende for antallet af chancer skulle man dog først helt hen til det 33. minut, inden der rigtig skete noget. Zlatan Ibrahimović havde spillet en ganske fin første halvleg, og han var lige ved at gøre den endnu bedre, da han med ryggen til mål var lige ved at have held med at dirigere bolden over Grækenlands ellers altid sikre ankermand, Antonios Nikopolidis. Men Ibrahimovic måtte se sit ellers glimrende hovedstød ryge oven på målet i stedet for i målet.

Ganske som ventet gik holdene til pause med 0-0 efter en særdeles chancefattig halvleg, men det skulle dog blive noget bedre i anden periode på den front.

Anden halvleg startede da også med en chance, som da godt kunne kaldes kampens største, da Christian Wilhelmsson pludselig var særdeles fri lige uden for feltet. Men hans lob over den fremadstormende Nikopolidis blev for højt og gik over.

Så faldt kampen tilbage til, som det havde set ud i 1. halvleg med masser af glimrende forsvarsspil, men fra det 60. minut begyndte der lige pludselig at ske noget. Karagounis fik en pludselig friløber, som han blev foræret af det svenske forsvar, men han skød to gange direkte ind i nærmeste svensker. Fem minutter senere var Peter Hansson så meget tæt på at lave selvmål, da han med hovedet var ved at dirigere bolden ind bag Isaksson. Og så skete det endelig, da Zlatan Ibrahimović to minutter senere modtog bolden på grækernes banehalvdel, spillede 1-2 med Henrik Larsson og kanonerede bolden ind bag en sagesløs Nikopolidis. En drømmetræffer, og dermed slukkede Ibrahimovic en måltørst på landsholdet, som har varet i over et år.

Der var kun gået yderligere fem minutter, da Peter Hansson scorede på, hvad der nok må kaldes slutrundens indtil videre mest komiske situation. Med lemmerne flagrende ud til alle sider fik Hansson via ping-pong-spil med en græsk fod dirigeret bolden gennem benene på stakkels Nikopolidis, der forgæves forsøgte at redde bolden ud af nettet.

Resten af kampen anstrengte svenskerne sig ikke synderligt for at holde et fantasiløst, græsk hold skansen, og med 2-0-sejren tager Sverige andenpladsen i gruppe D efter Spanien.

Midt i al glæden måtte svenskerne dog ærgre sig over, at Christian Wilhelmsson midt i kampen måtte udgå med, hvad der lignede en fiberskade.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu