Italien stod som sædvanlig godt i defensiven, og havde held med at gøre det svært for spanierne. Det var Spanien, der stod for de fleste af de offensive indslag, men den ordinære spilletid endte uden scoringer. I den forlængede spilletid blev der heller ikke scoret, så kampen skulle afgøres ved straffesparkskonkurrence.

Statistikken var bestemt ikke på Spaniens side inden opgøret mod Italien. Spanierne havde således ikke vundet en betydende kamp mod Italien siden 1920. Opgøret startede ud i et roligt tempo, hvor der ikke var de store chancer. Det var tydeligt, at det var to hold med respekt for hinanden. Begge hold koncentrerede sig om at stå godt på banen, uden at satse så meget fremad banen.

Efter en lille halv time forsøgte Spaniens helt store spiller i turneringen, David Villa, sig med et frispark fra omkring 20 meters afstand, men den italienske keeper, Buffon, stod godt placeret i sit mål. Det var en meget chancefattig og taktisk præget start på kampen.

Italien stod godt på banen, og satsede hovedsagligt på kontraangreb. Spanien havde svært ved at komme op i gear, og spillet var langsomt, hvilket så ud til at passe italienerne godt. Spanierne blev tvunget til at sparke fra distancen, men skuddene blev ikke rigtig farlige.

Med ti minutter tilbage af første halvleg viste Italien, at de er farlige i kontraspillet. Cassano kom forbi Ramos på kanten, og lagde bolden ind i feltet til Luca Toni, som fik headet mod mål. Bolden blev dog blokeret af en spansk forsvarsspiller.

Stillingen ved pausefløjt var 0-0. Første halvleg var meget taktisk. Italienerne stod dybt på banen, hvilket gav Spanien problemer med at spille sig igennem det kompakte forsvar. De spanske backer var ikke så angrebsivrige som tidligere set, da de var opmærksomme på, at italienerne kunne slå til på kontra. Det var dog Spanien, der stod for de fleste af de få chancer, der var i første halvleg.

Kort tid inde i anden halvleg havde spanierne en god mulighed. De benyttede sig af et af deres helt store våben, dybe stikninger, til at sende Fernando Torres af sted. Torres forsøgte at finde David Villa med en tværaflevering, men en italiensk forsvarer kom i vejen.

Nogle minutter senere var det Italiens tur til at være farligere. De Rossi sendte et indlæg ind i feltet, og Casillas fik ikke fat på bolden, som efter noget klumpspil landede hos Camoranesi, der fik afsluttet. Casillas fik dog reddet bolden med en flot parade med fødderne.

Spanierne var generelt mere forsigtige end vi tidligere har set i turneringen. Med ti minutter tilbage af kampen var en sjælden fejl fra Buffon ved at koste italienerne en scoring, da Senna trykkede af fra kanten af feltet. Buffon fik reddet bolden, men formåede ikke at holde fast i den, og efterfølgende var den tæt på at trille i mål. Bolden ramte dog stolpen, og italieneren kunne ånde lettet op.

Italienerne forsvarede sig godt, uden at komme så meget frem på banen. Spanien forsøgte at presse på, men de helt store chancer udeblev. Derfor endte den ordinære spilletid uden scoringer, og vi skulle derfor ud i 30 minutters forlænget spilletid.

Første halvleg i den forlængede spilletid gav et par enkelte muligheder til begge hold. Spanien var bedst i den forlængede spilletid, men trods enkelte chancer blev der ikke scoret. Derfor skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence.

Her var det de spanske spillere, der var bedst. David Villa, Santiago Cazorla, Marcos Senna og Cesc Fabregas scorede for Spanien, mens kun Daniel Guiza brændte. For Italien scorede Fabio Grosso og Mauro Camoranesi, mens både Daniele De Rossi og Antonio Di Natale brændte på Iker Casillas. Dermed vandt Spanien 4-2 og er klar til semifinalen efter endelig at have fået ram på Italien.