Наши партнеры

Menu



EM-Special: Rusland slog Holland i brandkamp

EM-Special

Alle havde med store forventninger set frem til dagens kamp mellem to af EM’s mest offensive hold, Holland og Rusland, og fodboldfolket blev da heller ikke skuffet. Det blev en fremragende fodboldkamp, som Rusland til sidst kunne trække sig sejrende ud af.

Således lagde russerne utrolig aggressivt ud, og hvis nogen havde troet, at østeuropæerne blot var endnu en sten på vejen i det hollandske triumftog, så måtte man lige tro om igen. For Guus Hiddinks mandskab havde ikke tænkt sig at lægge sig ned for ”Oranje”.

Yuri Zhirkov var blandt Ruslands bedste i samtlige af sit holds tre gruppekampe, hvor den fra midtbanen til forsvaret omskolede venstre back konstant var at finde overalt i venstre side af banen i løbet af alle 90 minutter, hvad enten det var i eget målfelt, oppe ved midterlinjen eller helt inde i modstanderens. Men Zhirkov, som helt sikkert har vakt interesse udenfor Rusland, hvor han til dagligt spiller i CSKA Mosvka, gav flere prøver på sit repertoire, da han på et af de frispark, som Rusland fik under deres startende pres mod hollænderne, sparkede direkte på mål. Men Edwin van der Sar viste klassen og boksede sikkert det glimrende frispark til hjørne. Hjørnet blev dog også farligt, da et efterfølgende langskud blev afrettet men dog forbi van der Sars mål.

Magien fra Hollands første tre kampe var i første halvleg tilsyneladende forsvundet, og man skulle helt hen til det 26. minut, før hollænderne igen bed fra sig. Det var midtbaneankermanden, Orlando Engelaar, som skød på mål. Hans skud gik dog forbi, mens Andre Ooijer, som stod i dets bane, reagerede lige akkurat ikke hurtigt nok til at kunne bolden i det tomme mål.

Da der først var kommet hul på chancebylden, så kom den næste dog også hurtigt, da manden, som ellers næsten ikke kan lade være med at score mål, Ruud van Nistelrooy på én eller anden måde ikke fik prikket læderet i kassen, da russernes målmand, Igor Akinfeev, var helt strandet i den anden side af målet.

Holland fik efter de to store chancer et kort overtag, men snart var det igen de hurtige russere, som tog teten. Den livlige, lille tier, Andrei Arshavin, var særdeles tæt på at score, da hans listige, skruede forsøg blev prikket uden om stolpen af den særdeles velspillende van der Sar. Og på de efterfølgende to hjørnespark kom midterforsvareren, Denis Kolodin, med frem på midten, hvorfra han trykkede af fra distancen med et par dommedagshug, som van der Sar også måtte ud efter.

En som forudsagt underholdende første halvleg endte dog uden scoringer, 0-0.

Hollænderne startede anden halvleg med på fantastisk vis at kombinere sig frem til en chance til den indskiftede van Persie. Men hvis man troede, at det symboliserede, at her kom det Holland, som man havde set i gruppespillet, så tog man dog fejl.

For mens Holland igen faldt tilbage til fantasiløst opspil, så overtog Rusland mere og mere, og i det 56. minut kom de så såmænd foran, da anfører Andrei Semak i venstre side gik til baglinjen og smækkede bolden indover til angriberen, Pavlyuchenko, som på sikker center forward-vis kunne flugte bolden i mål. Fuldt fortjent 1-0 til russerne.

Nu virkede hollænderne endnu mere modløse end før, og mens Wesley Sneijder gik rundt og så opgivende ud, ligemeget hvad der skete på banen, så gik tiden for Holland. Imens kunne Rusland, ligesom de havde gjort mod både Grækenland og Sverige, mageligt køre kontrakanonerne i stilling, mens Holland kom længere frem på banen, og russernes fantastiske kontraspil var nemlig igen ved at give pote, da Pavlyuchenko og Zhirkov begge havde store muligheder helt inde i det hollandske felt.

Imens var hollændernes idéer i opspillet fuldstændig forsvundet, og de levede sådan set kun på Weslet Sneijder og Rafael van der Vaarts farlige langskud, og så de enkelte dødboldsituationer, som der nu engang opstod.

Sådan én kom i det 86. minut, da Sneijder fik frispark ude i siden af Ruslands banehalvdel. Holland havde varslet, at russerne skulle passe på på dødbolde, da de flere gange tidligere i kampen havde været umådeligt tæt på at kunne støde bolden ind. Men tilsyneladende havde russerne ikke lært lektien, for på Wesley Sneijders indlæg kunne målslugeren pr. definition, Ruud van Nistelrooy, dukke op og pande bolden i kassen til hollandsk udligning. Ikke helt fortjent, men russerne havde ikke formået at tage deres chancer, hvilket var et mønster, som gik igen fra deres kampe mod Grækenland og Rusland. Dengang var de dog ikke blevet straffet for det, men det blev de altså nu.

Hollænderne var i eufori, mens russerne måtte sande, at de nu nok skulle ud i ekstra 30 minutters forlænget spilletid.

Det var lige ved at blive endnu værre for russerne, da Denis Kolodin i overtiden blev udvist for sit andet gule kort efter en tackling på Sneijder. Dommer Luboš Michel havde allerede haft kort op og det hele, men til alt held for Kolodin, så havde bolden forinden været ude over mållinjen, hvilket linjevogteren havde set, og dermed blev Kolodins udvisning annulleret.

Den ordinære spilletid sluttede herefter 1-1, og kampen havde som ventet været ganske underholdende. Men tilskuerne havde stadig en halv times fodbold at glæde sig til, da den forlængede spilletid nu skulle i gang.

Og hvilket festfyrværkeri det blev. Den ene farlige situation afløse den anden, og hvis undertegnede skulle skrive om dem alle sammen, så ville dette referat blive alt for langt. Af uddrag kan det dog nævnes, at russernes målscorer, Pavlyuchenko havde et dommedagshug på overliggeren i det syvende minut af den forlængede spilletid. Men på trods af alle muligheder til begge hold for at ændre det, så stod det stadig 1-1 efter de første femten minutter.

Så gik anden halvleg af forlængelsen i gang, og kampen forsatte i det knaldhøje tempo. Og så skete det endelig i det 112. minut af denne fantastiske kvartfinale, da Andrei Arshavin gik til baglinjen og fik smækket bolden ind over. Den sejlede om bag en prisgivet van der Sar, og på bagerste stolpe kom Dmitri Torbinsky og kunne prikke bolden i det tomme net til en fortjent 2-1-føring til russerne og knock-out til hollænderne.

Og der gik kun yderligere fire minutter, før klappen gik helt ned for det orange håb, da Arshavin via André Ooijers ben kunne sparke bolden igennem Edwin van der Sars ben til 3-1 efter et hurtigt taget indkast.

Det blev det sidste, der skete, for kort efter fløjtede Michel kampen af til euforisk russisk jubel.

Hollænderne havde ikke kunne leve op til forventningerne efter gruppespillet, og denne kamp blev Marco van Bastens sidste som landstræner og landsholdskæmpen, Edwin van der Sars sidste som spiller, da han har meddelt, at EM 2008 blev hans sidste turnering med landsholdet.

Russerne er derimod overraskende men på fortjent og flot vis nu i semifinalen, hvor de i morgen kan finde ud af, hvem de skal møde, når Spanien og Italien møder hinanden.



Kommentér

En kommentar til “EM-Special: Rusland slog Holland i brandkamp

  1. AK siger:

    Så vigtigt. Fantastisk at se Rusland i semifinalen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu