TotalBold.dk har udpeget en profil fra hver nation under denne EM-slutrunde. Kroatiens største stjerne, set med vores øjne, er Niko Kovac.
Navn: Niko Kovac
Født: 15. oktober 1971
Position: Defensiv midtbane
Nuværende klub: Red Bull Salzburg
Tidligere klubber: Hertha Zehlendorf, Hertha Berlin, Bayer Leverkusen, Hamburger SV, Bayern München.
Holdets anfører og ældste spiller, Niko Kovac, har en ubeskrivelig vigtig rolle på Kroatiens hold. Både på og udenfor banen er han holdets ubestridte leder. Trods sine 36 år spiller Kovac med en enorm autoritet, og holdet ved, at de altid kan regne med ham. Hans pasningsspil er formidabelt, og han går hårdt ind i alle tacklinger.
Niko Kovac har også været vidt omkring i sin karriere. Det hele startede i Hertha Zehlendorf. Her fik tyske Hertha Berlin øje på Kovac, der underskrev en kontrakt og klubben knyttede et tæt bånd til kroaten. Da muligheden i 1996 bød sig for at spille Bundesliga-fodbold i Bayer Leverkusen var Kovac ikke sen til at takke ja. Det blev til tre år i klubben, hvorefter turen gik til Hamburger SV og sidenhen tog han skridtet videre til Tysklands absolutte topklub, Bayern München. Efter 34 kampe i Bayern-trøjen vendte han snuden hjem mod Hertha Berlin, hvor det blev til et 3-årigt glædeligt gensyn. Karrieren synger nu på sidste vers hos østrigske Red Bull Salzburg.
EM 2008 bliver Kovacs sidste chance for at vinde noget med landsholdet. Potentialet er stort som aldrig før, og med Kovac som midtbanemotor og dirigent kan holdet let overraske mange.
Læs alt om Kroatien i EM-guiden samt mange andre spændende artikler – klik her.
Skriv et svar