
TotalBold.dk har udpeget en profil fra hver nation under denne EM-slutrunde. Portugals stærkeste spiller, set med vores øjne, er Cristiano Ronaldo.
Navn: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro
Født: 5. februar 1985
Position: Fløj/angriber
Klub: Manchester United
Tidligere klubber: Sporting Lissabon
Cristiano Ronaldo er trods sin unge alder allerede en af verdens allerbedste offensive spillere. Siden sit skifte fra portugisiske Sporting Lissabon tilbage i 2003 er det kun gået fremad for portugiseren, der bliver en vigtig faktor, hvis Portugal skal have succes ved EM-slutrunden.
Ronaldo har i denne sæson været bedre end nogensinde før, og han har scoret det ene mål efter det andet. Han har vist fremragende sparketeknik, hvilket blandt andet har ført til en række flotte frisparksmål. Derudover har han også vist, at han har en god springstyrke samt er stærk i luften, mens han også har den nødvendige kølighed, når han er fri, eller står overfor keeperen i en direkte duel ved straffespark.
Det er altså et vigtigt våben, som Portugal har i Ronaldo, hvis han kan finde det spil frem, som han har vist i denne sæson, hvor han nærmest har været ustoppelig. Vi har også set Ronaldo dukke op og afgøre kampe, selvom han ikke har gjort meget væsen af sig tidligere i kampen, og det er en god evne at have med til en slutrunde. Ronaldo har givet sig fuldt ud i denne sæson, men vil nok være opsat på også at spille et godt EM.
Læs alt om Portugal i EM-guiden samt mange andre spændende artikler – klik her.
Skriv et svar