Наши партнеры

Menu



EM-Special: Optakt: Holland – Rusland

EM-Special

I aften skal slaget stå mellem Holland og Rusland. Holland har imponeret i gruppespillet med maksimum point, mens Rusland måtte tage til takke med andenpladsen bag Spanien i gruppe D. Der er lagt i kakkelovnen til endnu et EM-drama.

Der er mange, som har set frem til aftenens kvartfinale ved EM i fodbold. For her tørner to hold sammen, som om nogen gerne vil frem over isen. Det er Holland, som i et sandt triumftog af fantastisk kontrafodbold gik igennem deres pulje med maksimumpoint, og det er Rusland, som måske ikke helt så overbevisende som hollænderne men trods alt med glimrende spil, gik videre fra deres egen gruppe.

Gruppespillet var for hollænderne ikke bare én stor sejr på grund af måden det skete på, men også fordi der inden turneringen ikke var de store forventninger til holdet. Marco van Basten havde på det tidspunkt aldrig rigtig fået tingene til at køre med sit hollandske landshold, og selvom offensiven så farlig ud, så lignede defensiven noget, som nok skulle komme til at koste et par billige mål, når modstanderen hed Frankrig eller Italien. Men det gik alligevel langt over al forventning for de flyvende hollændere, som først slog Italien 3-0 og derefter kørte Frankrig over med hele 4-1 i to festfyrværkerier af nogle fodboldkampe, inden man rundede gruppespillet af med sikkert at slå et skuffende Rumænien med 2-0. Hollænderne har indtil videre ikke vist egentlig svaghed anden end, heldet var godt med dem i deres kampe mod Italien og Frankrig. Det skal dog ikke tage noget fra hollænderne, som stadig spillede blændende i de to kampe. Det er altså et hollandsk hold, som går ind til kvartfinalen på en bølge af eufori, som man slet ikke havde ventet inden turneringen.

Rusland på den anden side gik ind til turneringen som lidt af en ukendt faktor. Man vidste, at det var et teknisk stærkt hold med mange gode fodboldspillere, hvoraf grundstammen kom fra den russiske liga med klubber som de seneste sæsoners UEFA Cup-vindere, Zenit St. Petersborg og CSKA Mosvka på CV’et m.fl. Men at de ville føre sig frem med pasningsspil af så høj klasse var ikke ventet af mange. Efter et 4-1-nederlag til Spanien, hvor russerne faktisk i første halvleg havde spillet glimrende men var blevet ofre for den spanske midtbanes slangehug af nogle dybdestikninger til David Villa og Fernando, så blev det bagefter til flotte sejre over Sverige og Grækenland, hvilket var nok til at sikre videre deltagelse. Meget af succesen ligger hos landsholdsmagikeren, Guud Hiddink, som altid kan få noget ud af meget lidt. Han har således formået at få et trods alt ikke ueffent russisk hold til at blive endnu bedre, ligesom han gjorde med Australien, Sydkorea og Holland før det, for derefter at kvalificere dem videre fra et gruppespil. Russerne skal dog måske passe på med ikke at komme bagud med for meget mod Holland. For da de kom bagud med to mod Spanien og deres efterfølgende pres ikke gav resultat, så luntede de modløse rundt resten af kampen, hvilket endte med den førnævnte 4-1-lussing.

Begge hold er kendetegnet ved, at de meget gerne vil spille hurtigt kontraspil, hvor bolden i ekspresfart ryger frem og tilbage mellem spillerne, inden den ligger i nettet hos modstanderen. Og de har også vist, at de kan. Hollands mål mod Italien og Frankrig og Ruslands mål mod Sverige var skoleeksempler på, hvordan kontraspil skal spilles. Hurtigt, præcist, forvirrende for et desorganiseret forsvar og uendelig giftigt.

Kampen starter 20:45 på St. Jakobs Park i Basel, Schweiz.

Forventede startopstillinger:

Holland:

Edwin van der Sar

Khalid Boulahrouz – André Ooijer – Joris Mathijsen – Giovanni van Bronckhorst

Orlando Engelaar – Nigel de Jong

Dirk Kuyt – Wesley Sneijder – Rafael van der Vaart

Ruud van Nistelrooy

Rusland:

Igor Akinfeev

Aleksandr Anyukov – Denis Kolodin – Sergei Ignasevich – Yuri Zhirkov

Sergei Semak

Konstantin Zyryanov – Igor Semshov – Diniyar Bilyaletdinov

Andrei Arshavin

Roman Pavluchenko

TotalBold.dk’s bud på kampen: På TotalBold.dk’s redaktion tror vi, at det bliver en ligeud fremragende foldboldkamp, hvor de to hold vil presse hinanden, men at Rusland, ligesom mod Spanien, vil gå ned, hvis de kommer bagud med mere end én. Derfor siger vi, at det bliver 4-1 til Holland.

Skrevet af Philip Blüdnikow



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu