Наши партнеры

Menu



Effektive FC Midtjylland slog AC Horsens

Dansk fodbold

FC Midtjylland og AC Horsens leverede god underholdning i første halvleg af eftermiddagens kamp med to mål indenfor de første seks minutter. Hjemmeholdet viste sig mest effektive og vandt kampen 3-1.

Hvis man som tilskuer til dagens kamp på SAS Arena i Herning missede de første minutter, fordi man skulle finde en parkeringsplads til bilen og derefter sin siddeplads på stadion, gik man glip af to hurtige scoringer og en særdeles underholdende start på kampen.

Efter to minutter fik FC Midtjylland et hjørnespark, som Christopher Poulsen lagde ind i feltet. Her steg Winston Reid op mellem målmand Jochumsen og en forsvarsspiller og headede bolden i nettet til 1-0.

AC Horsens mistede dog ikke modet ovenpå den hurtige scoring, og blot tre minutter senere fik de selv grund til at juble. Horsens havde fået et frispark på banens midte, og Anders Nøhr opfattede hurtigt, at angriber Søren Friis var klar på en lang aflevering. FC Midtjyllands forsvar var til gengæld ikke opmærksomme, og Søren Friis kunne modtage den lange aflevering og køligt prikke bolden over midtjydernes målmand Lasse Heinze til 1-1.

Efter 25 minutter kombinerede FC Midtjylland sig fornemt igennem Horsens-forsvaret, hvor Fagerberg fra højrekanten lagde bolden ind foran mål. Forsøget blev umiddelbart afværget, men Danny Olsen fik headet mod mål og overlistede Jochumsen, men ramte overliggeren.

På det efterfølgende hjørnespark faldt en Horsens-spiller om i feltet efter en nærkampsduel med Winston Reid. Forsvarsspillerne betragtede situationen og ventede tydeligvis på, at dommer Claus Bo Larsen ville fløjte for frispark. Det gjorde han bare ikke. Til gengæld var Frank Kristensen lysvågen og kunne som den naturligste ting i verden lunte hen til bolden og sparke den ind bag Søren Jochumsen til FC Midtjylland-føring på 2-1.

Især i det sidste kvarter af første halvleg var Horsens farlige, hvor Lawan og Gilberto konstant var på færde foran FC Midtjyllands mål. FC Midtjylland manglede tydeligvis Florescu, der var ude med en skade, samt karantæneramte Salami i det opbyggende spil.

I anden halvleg faldt kvaliteten betydeligt, og der var langt mellem chancerne. AC Horsens leverede det bedste spil, mens FC Midtjylland spillede langsomt og havde svært ved at få spillet til at glide.

Ti minutter inde i anden halvleg kom Martin Spelmann fri i højre side, men hans skud blev blokeret af Lasse Heinze. Og med et kvarter igen var Horsens yderst tæt på en udligning, da et skud fra Lawan blev blokeret. Bolden listede sig forbi målmand Lasse Heinze og var på vej ud over baglinien tæt på stolpen, og en fremstormende Berisha måtte kaste sig frem for at forsøge at prikke bolden ind. Desværre nåede han lige akkurat ikke frem.

Med syv minutter igen kom FC Midtjylland endelig frem til en afslutning, da indskiftede og hurtige Jude Nworuh efter et par fikse træk spillede Danny Olsen fri i højre side. Han tog et langt træk mod baglinien og lagde bolden ind foran mål, hvor Frank Kristensen med en inderside kunne sende bolden i kassen til sit andet mål og føring til FC Midtjylland på 3-1.

Med den første sejr i forårssæsonen genvandt FC Midtjylland fjerdepladsen i SAS Ligaen, som AaB kortvarigt overtog ved tidligere på dagen at vinde 2-1 over AGF. AC Horsens er til gengæld atter under nedrykningsstregen, da Vejle med eftermiddagens sejr på 3-2 over SønderjyskE overhalede klubben.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu