
Angriberen Didier Drogba er træt af de konstant florerende rygter vedrørende hans professionelle fodboldfremtid og slår endnu engang fast, at hans loyalitet ligger hos Chelsea og han ønsker at blive i London.
Den ivorianske angriber Didier Drogba har i lang tid været rygtet til Serie A og Inter, hvor han i givet fald vil blive genforenet med sin tidligere træner José Mourinho. Drogba har imidlertid ingen planer om at forlade hovedstadsklubben.
“Jeg har det godt med alle her og vil forblive Chelsea-spiller. Jeg vil have folk til at holde op med at snakke om, at jeg skal tilbage til Marseille eller til Inter. Da José Mourinho smuttede, var jeg ikke tilfreds, men det er fortid nu, og jeg har lov til at skifte mening,” siger Drogba i The Sun og fortsætter:
“Jeg vil blive her hele min kontrakt. Jeg elsker fansene. Jeg vil blive, hvis klubben tilbyder mig en ny kontrakt. Jeg ved dog, at jeg først skal vise, at jeg er den Didier Drogba, som klubben kender.”
Didier Drogba ser frem til samarbejdet med den nyindsatte Chelsea-træner hollænderen Guus Hiddink.
“Hiddink er præcis, hvad Chelsea har brug for netop nu. Når du er i spidsen for et hold som Chelsea, er du nødt til at forene holdet og ikke skille det ad. Chelsea er en familie, og familier skal holde sammen,” fortæller den 30-årige angriber.
Didier Drogba kom til Chelsea i 2004 fra Le Championnat-klubben Olympique de Marseille.
Skriv et svar