
Med flere forrygende redninger på afslutninger fra Raul og Marcelo i slutminutterne fik den ellers udskældte AC Milan-keeper Dida reddet et enkelt point til AC Milan i storkampen mod Real Madrid.
Kampen startede meget livligt med chancer i begge ender af banen. Der gik dog en halv time før der kom en scoring i opgøret. Det skete da Karim Benzema bragte Real Madrid foran efter Kaka i første omgang havde afsluttet. Afslutningen blev dog kun halvklaret af Dida, som Benzema straffede for ikke at holde bolden, da han på returbolden sikkert satte bolden i mål til 1-0.
Kort tid efter målet fik Milan tilkendt et straffespark, som følge af at Pepe satte hånden på et indlæg og derfor så dommeren ikke en anden udvej end at dømme straffespark. Ronaldinho omsatte sikkert straffesparket til mål og endnu et mål faldt få minutter efter udligningen.
Det var Ronaldinhos landsmand Alexandre Pato, som fik bolden over stregen, men ligesom i det første opgør mellem de to klubber fik Milan annulleret et mål, og igen var det tvivl om dommeren tog den rette beslutning. Pato tæmmede bolden for næsen af Arbeloa og bankede derefter bolden i nettet, men efterfølgende fløjtede dommer Felix Brych frispark i situationen og derfor var stillingen stadigvæk 1-1 ved pausen.
Mens første halvleg havde været en flot spillet fodboldkamp skulle det vise sig at blive en anden halvleg, hvor fighten i stedet var i højsædet. Der kom derfor heller ikke så mange afslutninger, men midt i anden halvleg kom både Kaka og Marcelo frem til chancer, der dog ikke voldte Dida de store problemer.
Hen mod kampens slutning var Real Madrid lige ved at løbe med alle tre point, da først Marcelo fyrede kanonen af lige ude foran feltet, men Dida fik flot reddet bolden. Blot få minutter senere brændte det igen på, idet at Raul inde i feltet fik sendt en meget kompetent afslutning mod mål og Dida måtte i den situation give hjørnespark.
Der kom ikke flere chancer i kampen og derfor endte kampen fortjent med et point til begge hold, der nu har syv point for fire kampe og ligger og deler første og andenpladsen i gruppe C. AC Milan fører den dog, fordi at de er bedst i indbyrdes opgør.
Skriv et svar