OB og Brøndby vil forsøge at hente Mikkel Thygesen hjem til Danmark, efter blot et halvt år i Tyskland.
Mikkel Thygesen stod utvivlsomt for det største gennembrud i efteråret i SAS Ligaen. Den offensive spiller var stærkt medvirkende til at FC Midtjylland var med i toppen af rækken, og det var tyske Mönchengladbach ikke sene til at opdage.
Tyskerne slog til i januar og købte Thygesen, der siden skiftet har siddet meget på bænken. Det vil flere danske klubber gerne ændre, heriblandt OB, som ser Thygesen som en perfekt forstærkning til offensiven.
”Jeg kan bekræfte, at vi har kontaktet personer omkring Mikkel Thygesen med henblik på at købe ham, men lige nu ser det ikke særligt godt ud. Han er en meget spændende spiller for os – som han er det for Brøndby og andre, men det forekommer ikke så sandsynligt, at vi får ham,” sagde OBs direktør, Kim Brink, til B.T.
Thygesens far og rådgiver, Poul Erik Thygesen, kan bekræfte interessen fra OB, Brøndby og et par andre klubber, men er bange for at Mönchengladbach ikke vil slippe sønnen.
”Desværre er Mikkels situation gået i hårdknude, og det ser skidt ud. Gladbach mener, at Mikkel er den fulde pris værd, som de betalte for ham, selv om de ikke selv vil bruge ham og nu er rykket ud af Bundesligaen,” sagde Poul Erik Thygesen.
I næste uge skal Mikkel Thygesen til møde i klubben omkring sin situation.
Skriv et svar