20-årige Andreas Granskov skifter til FC Nordsjælland fra Werder Bremen, hvor han har spillet de sidste tre sæsoner.
Andreas Granskov kom for to uger siden til FC Nordsjælland for at træne uforpligtende med at holde sin form ved lige. Nu er parterne blevet enige om en fælles fremtid. Granskov har nemlig skrevet under på en treårig kontrakt med nordsjællænderne.
”Det er især udviklingsmiljøet i FC Nordsjælland, der var det afgørende for mig. De er blandt landets bedste til at videreudvikle unge spillere og har gode trænere og faciliteter. Jeg føler her er et vindermiljø, og jeg er sikker på, at FCN kan få det bedste frem i mig med den erfaring de har på området,” siger Andreas Granskov til klubbens hjemmeside og fortsætter:
”Jeg er utrolig glad for den kontrakt, der betyder min fremtid ligger i FCN. Der er blevet taget rigtigt flot imod mig, og det er en god klub. Jeg glæder mig til at være her og lave mål i Farum Park.”
Angriberen har de seneste tre sæsoner været på kontrakt i tyske Werder Bremen, og har spillet 29 landskampe for de danske ungdomslandshold.
”Andreas har gjort et utrolig godt indtryk fra dag et. Han er hurtig, fysisk stærk, sparker godt med begge ben og så ved han, hvor målet står. Det er ikke tilfældigt, at nogle af hans nye holdkammerater allerede har døbt ham ”mini Bernburg”,” siger sportschef i FCN Jan Laursen og fortsætter:
”Derudover er han en dejlig udadvendt person, og det er ingen tilfældighed, at han har klaret tre år i en benhård tysk topklub, hvorfra han uden tvivl kan tage en masse nyttige erfaringer med. Vi er glade for at have tilført truppen en ung dansk angriber med stort potentiale.”
Andreas Granskov slår samtidig fast, at han på længere sigt ønsker at komme til udlandet og spille igen. Først gælder det dog om at etablere sig i SAS Ligaen.
Skriv et svar