
Danskerne fik bragt sig foran i første halvleg på et flot mål af Nicklas Bendtner, men i anden halvleg kom albanerne bedre med i kampen og fik sikret et 1-1-slutresultat.
Nogle af spillerne på Danmarks landshold havde på forhånd sagt, at det albanske landshold var to forskellige hold alt efter, om man mødte dem ude eller hjemme, og dette kunne danskerne konstatere efter aftenens kamp.
Tidligere på aftenen sikrede Sverige en 1-0-sejr på Malta, men svenskernes mål lod vente på sig. Det betød dog, at danskerne uanset hvad ikke kunne kvalificere sig til VM i aften.
Danskerne havde momentum i første halvleg, hvor de efter en noget nervøs start kom bedre med i kampen. Efter ti minutters spil fik Jon Dahl Tomasson kampens første store chance, da han modtog bolden fra Dennis Rommedahl. Men Tomassons berømte inderside manglede skarphed i situationen.
Christian Poulsen var én af kampens mest bemærkelsesværdige spillere, eftersom han hele tiden var med i det opbyggende spil og lagde en række gode stikninger til angriberne. Poulsen kunne også lade sig notere for en assist i det 43. minut, da han på glimrende vis sendte en høj bold op mod Nicklas Bendtner i angrebet, og Arsenal-angriberen svigtede ikke, idet han flot fik headet bolden over den albanske keeper, Samir Ukajni, som var kommet langt ud af sit mål.
De danske spillere gik derfor til halvleg med et positivt resultat, og det var ventet, at det ville bringe mere balance på det danske landshold, men albanerne kom ud til anden halvleg som lyn og torden, hvilket tydeligvis overraskede de danske spillere.
Rommedahl fik en stor chance, men i stedet for prompte at afslutte, tog han endnu et træk, og så blev han tacklet af en albansk forsvarer, som ikke var bange for at invitere til nærkamp i det lille felt.
Seks minutter inde i anden halvleg fik Albanien bolden ind i de danske netmasker. Anders Møller Christensen formåede ikke at få fat i et indlæg, og derefter sejlede bolden videre mod Thomas Sørensens mål, og keeperen kunne ikke gøre meget, da en albaner fik snittet den videre til Erion Bogdani, som kunne hjælpe bolden over stregen med tåspidserne.
Med et var Danmarks spil usammenhængende, og lige så sprudlende som gæsterne havde været i første halvleg lige så vaklende var de i anden. Landstræner Morten Olsen valgte derfor at benytte sig af tre offensive indskiftninger.
Han skiftede Jesper Grønkjær og Hjalte Nørregaard ind i stedet for Jakob Poulsen og Martin Jørgensen, mens Søren Larsen med et kvarter tilbage af kampen kom på banen i stedet for anfører Jon Dahl Tomasson.
Danskerne forsøgte at få bolden op i luftrummet til Bendtner og Larsen, men forsøgene blev ikke fulgt til dørs, og dermed måtte holdene deles om pointene.
Med aftenens resultater har Sverige blot tre point op til Danmark, inden holdene tørner sammen den 10. oktober i Parken.
Skriv et svar