
I dag er det præcis to år siden, at Liverpool FC indgik kontrakt med den spanske angriber Fernando Torres. Liverpool-legenden Kenny Dalglish er fuld af beundring for Torres.
Fernando Torres er blevet rost mange gange for sine præstationer i de præcis to år, han har været tilknyttet Liverpool FC. I dag får han så yderligere ros af Kenny Dalglish, der af mange Liverpool-fans stadig huskes som en af de største, klubben nogensinde har haft.
Dalglish siger ifølge Liverpools hjemmeside følgende om Torres:
”Fernando har været uvurderlig for Liverpool i de to år, han har været her, og han har leveret en stor indsats, både i forhold til antallet af scorede mål og ved hans blotte tilstedeværelse på banen. Hans 50 mål i 84 kampe er fænomenalt, især fordi ingen af dem har været på straffe- eller frispark. Fernando er en spiller, som man skal være glad for at have på sit hold, og vi vil se frem til næste sæson og håbe, han kan fortsætte succesen videre end de to fremragende sæsoner, han allerede har haft med Liverpool.”
Kenny Dalglish spillede for Liverpool fra 1977 til 1990 efter at have været 8 sæsoner hos Celtic. Han nåede imponerende 515 kampe for Liverpool samt 102 kampe for det skotske landshold, og hans ry er monumentalt i klubben.
58-årige Kenny Dalglish indgik så sent som i går et samarbejde med Liverpool FC, hvor han dels skal arbejde for ungdomsafdelingen og dels skal fungere som ambassadør for klubben.
Skriv et svar