Наши партнеры

Menu



Curth har god fornemmelse før udebaneopgør

UEFA Cup

AaB’s angriber Jeppe Curth mener, at nordjyderne har gode chancer for videre avancement i UEFA Cuppen, men der skal fokuseres meget på returopgøret mod Deportivo La Coruña.

Forberedelserne til returkampen mod Deportivo La Coruña er i fuld gang i Aalborg. Det er samtidig også aalborgenserne, der har favoritrollen, men ifølge Jeppe Curth så skal der arbejdes meget før kvalifikationen til ottendedelsfinalen er et faktum.

“Vi skal fokusere på, at det er en helt ny kamp, vi skal ned at spille. Vi skal bruge noget tid på at se dem an i deres kamp i weekenden, både hvordan de rent taktisk griber den kamp an, men også hvilke folk, de sender på banen,” siger Jeppe Curth til aabsport.dk og fortsætter:

“Vi har ingen forestilling om, at det bliver nogen nem kamp, vi skal ned at spille. Vi skal stå godt på banen, og lure på kontramuligheder. Et mål burde være nok for os, men det bliver en helt anden kamp dernede.”

Den notoriske målscorerer vurderer AaB’s chancer for avancement i turneringen som værende gode.

“Jeg har en god mavefornemmelse inden returopgøret, men vi skal ikke undervurdere Deportivo’s styrke. Vi kan jo have haft en god dag, mens de har haft en dårlig, og det er før set, at danske hold har tabt med tre mål eller mere på udebane til spanske hold, så vi skal være hamrende fokuserede på at levere en god kamp dernede og gøre arbejdet færdigt,” mener Curth, der kom til AaB i sommeren 2005.

Jeppe Curth har haft en måneds skadespause, hvilket også er grunden til, at han blot fik en god halv time i onsdagens opgør, men hælen er i bedring.

“Tiden er med mig. Hælen har det bedre og bedre, og rent formmæssigt har jeg stadig brug for lidt tid til at få formen helt på plads, så den her uges pause er en stor fordel for mig personligt,” slutter Jeppe Curth.

Kampen mellem Deportivo La Coruña og AaB spilles på Estadio Riazor torsdag den 26. februar klokken 21.00.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu