Den afrikanske duo hos FC Midtjylland trækker rundt med skader, der nu undersøges for at afklare, hvor alvorlige de er.
Hos FC Midtjylland er både Baba Collins og Adigun Salami under opsyn for at afklare, hvor alvorlige deres skader er.
Angriberen Baba Collins har haft problemer med det ene knæ, der hæver og dermed gør, at han ikke kan træne og spille for fuld kraft. Den 20-årige nigerianer fik derfor foretaget en kikkertoperation mandag for at afklare problemets omfang.
Også Adigun Salami har haft problemer og bliver scannet i dag. FC Midtjylland forventer ikke, der er alvorlige problemer med den 21-årige nigerianer, men gennemfører scanningen for at skabe klarhed over hans situation.
Baba Collins har på grund af sin skade ikke været i kamp for FC Midtjylland endnu i denne sæson. Adigun Salami spillede de første to kampe mod Esbjerg fB og Silkeborg IF, men fik kun første halvleg mod Brøndby IF i 1-3-nederlaget og gik glip af den seneste kamp mod Randers FC, der blev vundet 4-1.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar