Наши партнеры

Menu



CL-optakt: FC Barcelona – Bayern München

Champions League

Der er lagt op til et brag af en kamp, når to af europæisk fodbolds sværvægtere mødes i kvartfinalen i Champions League.

Begge klubber kom gennem seneste runde i Champions League i målrige opgør mod deres respektive modstandere. Barcelona vandt samlet 6-3 over Lyon, mens Bayern München slagtede Sporting Lissabon med en samlet målscore på 12-1.

Barcelonas Thierry Henry drømmer om at vinde Champions League, som han aldrig tidligere har vundet. Han har dog respekt for Bayern og især Franck Ribery. Til eurosport.yahoo.com siger han:

”Bayern er et godt hold med en masse spillere som for eksempel Luca Toni og Bastian Schweinsteiger, der kan gøre en forskel. Og Franck Ribery, som er Bayerns svar på Lionel Messi. Når der ikke er plads at løbe på, kan Franck stadig kreere noget. Med sit talent kan han skabe problemer for Barca, Real Madrid, Manchester United og ethvert andet hold, man kan nævne.”

Hvis der er noget rigtigt i det gamle ordsprog om, at en dårlig generalprøve giver en god premiere, må Bayern München få et forrygende resultat med fra Camp Nou. I weekenden blev tyskerne nemlig ydmyget af Wolfsburg i Bundesligaen ved at tabe 1-5. Lukas Podolski havde svært ved at forstå det store nederlag og siger til Uefa.com:

”Det er svært at forklare, hvad der skete. Vi spillede udmærket i første halvleg. Da vi indkasserede det første mål, svarede vi hurtigt igen. I anden halvleg var vi som en nedbrudt maskine. Hvorfor aner jeg ikke, men én ting ved jeg: at den bedste måde at komme videre på er ved at spille godt mod Barcelona”.

Hans holdkammerat, Phillipp Lahm, ser også fremad og glæder sig til kampen i Spanien. Han siger til eurosport.yahoo.com:

”Vi ser fremad, og det betyder, at vi fokuserer på Barcelona. Vi har endnu ikke mødt nogle af de rigtig store hold, men nu skal vi møde favoritterne til at vinde trofæet. Det er vores chance for at vise, hvor langt vi er kommet i international sammenhæng. Og så skal vi spille på et af de bedste stadions overhovedet, hvor der er en fantastisk atmosfære. Jeg ser virkelig frem til de kampe; det er grunden til, jeg er fodboldspiller.”

Barcelona kan igen gøre brug af Touré og Alexander Hleb, der har været ude med skader.

Hos Bayern München er Lucio ude på grund af en lårskade og Miroslav Klose ude efter at være blevet opereret. Daniel van Buyten er meldt fraværende af personlige årsager. Til gengæld er Franck Ribery, Philipp Lahm og Hamit Altintop klar efter skader

Forventede startopstillinger:

FC Barcelona:

Valdes

Alves – Puyol – Toure – Marquez – Sylvinho

Henry – Iniesta – Xavi – Messi

Eto´o

Bayern München:

Rensing

Lell – Demichelis – Breno – Lahm

Schweinsteiger – van Bommel – Zé Roberto – Ribery

Luca Toni – Podolski

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Måske lidt overraskende har Bayern en god statistik mod Barcelona, ved i de seneste fire europæiske opgør at have vundet tre kampe, heraf to i Spanien, og spillet en uafgjort. Det er dog dagsformen, der tæller onsdag aften, og her står Barcelona umiddelbart stærkest.

Vi tror, det bliver et tæt opgør med enten et hav af mål eller ganske få. For underholdningens skyld kunne det være fristende at regne med mange mål, men vi hælder mod det sidste og tror, at FC Barcelona vinder 2-1.

Skrevet af John Vestergaard.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu