Наши партнеры

Menu



CL-optakt: Arsenal – Liverpool

Champions League

Hele England venter, sammen med fodboldentusiaster fra hele verden, på aftenens opgør mellem de to engelske giganter, Arsenal og Liverpool. Klokken 20.45 fløjtes det første opgør i gang på Emirates Stadium.

Arsenals selvtillid har i denne sæson været i top efter stabile præstationer i både ligaen og Champions League. Her på det seneste har holdet dog fået noget af et formdyk, og mange afskriver dem nu som et reelt titelbud.

I weekenden fik London-klubben dog tanket lidt selvtillid igen, da de vendte et truende nederlag til en 3-2-sejr ude over Bolton.

Aftenens modstander, Liverpool, er højtflyvende efter seks sejre i de sidste syv kampe. Holdet løb ganske vist ind i et sviende 0-3 nederlag til Manchester United for halvanden uge siden, men ”The Reds” virker fortrøstningsfulde efter weekendens 1-0-sejr over bysbørnene fra Everton.

Den lange togoleser, Emmanuel Adebayor, der kun har fået vejen til netmaskerne én gang de sidste ni kampe, fik i weekendens kamp mod Bolton et hvil og spillede således blot den sidste halve time. I aften forventes han dog at starte i front sammen med Robin van Persie. Bacary Sagna blev skadet i kampen mod Chelsea, og ventes derfor ikke i aktion onsdag aften. Philippe Sendetros starter sandsynligvis i midterforsvaret, mens Kolo Touré bliver rykket ud på backen. Ellers er det efterhånden blot tjekken, Tomáš Rosický, der mangler for Arsenal.

Fernando Torres har i indeværende sæson bombet den ene kasse ind efter den anden for Liverpool, og debutsæsonen i Premier League må siges at have været en succes. Manager Rafa Benítez vil derfor atter sætte sin lid til den lynhurtige spydspids og sandsynligvis tage til Emirates Stadium i en 4-5-1-opstilling. Samtidig vil Jamie Carragher formentlig blive rykket ud på højre back, hvilket overlader det centrale forsvar til finnen Hyypia og slovakken Martin Skrtel.

Forventede startopstillinger:

Arsenal: Almunia – Toure, Gallas, Senderos, Clichy – Diaby, Hleb, Flamini, Fabregas – Robin van Persie, Adebayor.

Liverpool: Reina – Carragher, Skrtel, Hyypia, Riise – Aurelio, Gerrard, Mascherano, Alonso, Benayoun – Torres.

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Her på redaktionen tror vi på en intens og hårdt kæmpet kamp, som måske ikke vil indeholde mange chancer – men til gengæld et hav af medrivende nærkampe. 1-1 er vores bud på resultatet.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu