Наши партнеры

Menu



CL-optakt: AaB – Villarreal

Champions League

AaB har i denne fjerde kamp i dette Champions League-gruppespil revanche til gode efter at være blevet slået med tenniscifre på El Madrigal for to uger siden.

Opgøret i det sydspanske viste ellers, at AaB er i stand til at yde en vis modstand i de europæiske kampe, men det viste med al ønskelig tydelighed også, at enhver fejl for mindre profilerede hold bliver straffet prompte i dysterne mod de store drenge.

Siden sidste Champions League-kamp er AaB blevet en skotte mindre, idet Bruce Rioch kort efter nederlaget i Villarreal fik sparket som cheftræner for nordjyderne. Allan Kuhn blev overdraget det midlertidige ansvar på posten, og siden da har AaB faktisk ikke tabt en kamp, selvom resultaterne heller ikke har været decideret prangende.

En sejr i pokalen over Fredericia samt uafgjort i SAS Ligaen på udebane mod henholdsvis Randers og OB giver dog et fundament at bygge videre på. Skal der hives point hjem mod et stærkt spillende Villarreal-mandskab kræver det dog en indsats ud over det sædvanlige, og denne gang kan AaB ikke håbe på, at Villarreal tager for let på opgaven.

Hjemme i den spanske liga har Villarreal i denne sæson konsolideret deres position i den absolutte top. Ikke alene er man en del af en ’terrorkarrusel’ i det spanske kampprogram, hvor holdene på skift sendes til Sevilla, Villarreal, Barcelona og Real Madrid i fire på hinanden følgende kampe. Man har for det meste også været i stand til at sætte sig op til hvert eneste opgør, uanset modstanden. Største blunder og blamage i sæsonen indtil videre er uden tvivl 0-5 nederlaget i sidste uges Copa del Rey-kamp mod tredjedivisionsholdet Ejido.

Efter denne ydmygelse fandt Pellegrinis tropper dog melodien i ligaen i weekendens kamp mod Athletic Bilbao, der fik en lektion i effektiv fodbold og måtte se sig slået med 1-4 på hjemmebane. Nu foreligger der dog en ganske anden udfordring i europæisk sammenhæng. Med en sejr vil Villarreal have sikret sig videre deltagelse, forudsat at Manchester United samtidig forhindrer Celtic i at hente maksimumpoint i gruppens andet opgør.

Forventede startopstillinger:

AaB:

Karim Zaza

Kasper Bøgelund – Steve Olfers – Michael Jacobsen – Martin Pedersen

Thomas Augustinussen – Kasper Risgård

Jeppe Curth – Andreas Johansson – Thomas Enevoldsen

Marek Saganowski

Villarreal:

Diego Lopez

Angel – Diego Godín – Gonzalo Rodriguez – Joan Capdevilla

Santi Cazorla – Bruno – Marcos Senna – Robert Pires

Giuseppe Rossi – Joseba Llorente

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Selvom vi alle håber på point til de danske mestre, ser det unægtelig svært ud mod et Villarreal-hold, der har formået at holde den gode form fra sidste sæson. En storsejr bliver det dog næppe. 2-3.

Skrevet af Peter Nielsen



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu