Наши партнеры

Menu



City vandt slaget om Manchester

Engelsk fodbold

Søndagens Manchester-derby mellem United og City bød på et overraskende resultat. Bysbørnene fra City leverede en solid indsats, og forsvarede håneretten over Manchester, som de overtog tidligere på sæsonen, hvor de vandt 1-0.

Lokalderbyet mellem Manchester United og Manchester City blev indledt med en lille mindehøjtidelighed. I 1958 døde otte United-spillere i en flyulykke, og disse blev mindet med et minuts stilhed før kampen blev sat i gang. Derudover spillede United-spillerne i trøjer, der er magen til dem, der blev spillet med i 1958. Der var dermed ingen reklamer eller navne på trøjerne, der havde numrene fra 1-11. City havde ligeledes fjernet reklamerne fra deres trøjer.

Efter den flotte indledning blev kampen for alvor sat i gang. Det var bysbørnene fra City, der kom bedst fra start. Efter godt 24 minutters spil kom de således i front på Old Trafford, da Darius Vassell i andet forsøg fik bolden ind bag Edwin van der Sar i United-målet. Keeperen kunne ikke gøre noget ved Vassells afslutning, efter han havde afværget to forsøg kort tid forinden.

Efterfølgende havde hjemmeholdet et par gode muligheder, men dette førte ikke til nogen scoringer. I stedet slog City til igen. Kort tid inden pausen sendte Martin Petrov en bold ind i feltet. Citys nye angriber, Benjani Mwaruwari, snittede bolden, som strøg videre ind i målet til stor jubel for Citys fanskare.

I anden halvleg forsøgte United at komme frem til chancer, men City-forsvaret stod flot, og samtidig lavede keeper, Joe Hart, nogle gode indgreb. Det var tydeligt, at United led under Citys tomålsføring. Dette udnyttede City til at komme frem til nogle udmærkede muligheder, der dog ikke førte til nogen scoringer.

United var slet ikke oppe på samme niveau, som vi tidligere har set i denne sæson. Deres helt store spiller i denne sæson, Cristiano Ronaldo, kom heller ikke frem til meget i denne kamp, da City var gode til at lukke af for ham.

I kampens overtid lykkedes det United at få reduceret, da Michael Carrick scorede. Tættere på kom hjemmeholdet dog ikke.

City holdt hele vejen hjem, hvilket betød, at City trak sig sejrrigt ud med slutresultatet 2-1, dermed hentede de deres anden sejr over United i Premier League i denne sæson. United derimod mistede dyrebare point i mesterskabskampen, hvor Arsenal mandag aften kan øge forspringet, mens Chelsea med en sejr over Liverpool senere søndag vil spille sig helt op i nakken på United.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu