
Manchester City får UEFA Cup-plads efter førstepladsen i den engelske Fair Play-konkurrence. Det går udover Fulham, der har Leon Andreasen siddende i truppen. Bundholdet lå blot få point efter i konkurrencen, men City løb altså af med den europæiske drøm.
I sidste spillerunde af Premier League sikrede Manchester Uniteds sig det engelske mesterskab. Leon Andreasens Fulham sikrede sig til gengæld også noget, nemlig et år ekstra i Englands bedste række. England blev tildelt en ekstra UEFA Cup-plads, der falder til det hold, som har spillet mest fair gennem hele året.
Her lå Manchester City i spidsen før sidste runde, men Fulham var ikke andet end få point efter. Derfor var der stadigvæk forhåbninger om en eventuel plads i næste års UEFA Cup, men det lykkedes dog ikke for Roy Hodgsons tropper at sikre sig en førsteplads, hvorfor det er City, der spiller i UEFA Cuppen til næste år.
“Det er et skridt i den rigtige retning, fordi målet for denne klub er at kvalificere sig til Champions League i fremtiden, og inden da er UEFA Cuppen en god forberedelse. Det bekræfter os også i, at vi er et godt hold, der også opfører sig ordentligt på banen og over for dommerne,” siger Sven-Göran Eriksson til klubbens hjemmeside.
Det har været et blandet år for City, og på det seneste har der været stor intern tumult i klubben. En eventuel fyring af den svenske træner, Sven-Göran Eriksson og forholdet mellem fans og klubejeren Thaksin Shinawatra har skabt uro i Manchester-klubben.
Skriv et svar