AB skal gå efter chokeffekten hvis de vil have forhåbninger om at blive oppe i 1. division. Det ligger bag Christian Andersens beslutning om at træde tilbage fra jobbet som træner.
Med kun seks kampe tilbage at sæsonen valgte Christian Andersen i dag at forlade AB. Han overdrager i stedet jobbet til Johnny Petersen indtil Flemming Christensen overtager efter sommerferien. Det var en nødvendighed for at holdet kan blive oppe i 1. division, mener Andersen selv.
”AB har ikke jo klaret sig så sportsligt godt, som jeg havde forventet, og så må der noget nyt til, for at vi kan prøve at redde det, for det er vigtigt for AB at blive i 1. division,” sagde han.
Til spørgsmålet om de er gået efter chokeffekten, udtalte han følgende:
“Ja, det kan du godt sige, vi er, ja.”
Andersen forlod ikke bare jobbet som træner, han opsagde også sin stilling som sportsdirektør i klubben.
”Jeg har været sportsdirektør i to et halvt år nu, og har været ansvarlig for de spillere, som løber inde på banen, og det er ikke gået, som jeg havde forventet, og så må der nye kræfter til,” sagde Christian Andersen til bold.dk.
Han har på nuværende tidspunkt ikke planer for sin fremtid, i hvert fald ikke langsigtet.
”Lige nu skal jeg ud og slå græs,” sluttede Christian Andersen.
Skriv et svar