
Arsenal bragte sig foran med 1-0 efter kort tid, men ærkerivalerne Chelsea lod sig ikke påvirke af Arsenals gode start på kampen. De kæmpede sig i stedet tilbage og vandt 2-1, hvilket udløste en finale-billet i FA Cuppen.
Arsenal FC fik en drømmestart på FA Cup-semifinalekampen mod Chelsea FC, da de 17 minutter inde i opgøret kom på tavlen. Arsenals back Kieran Gibbs sendte bolden indover til Theo Walcott, som kanonerede bolden forbi Chelsea-keeperen Petr Cech.
Chelsea-mandskabet kom dog tilbage i anden halvleg, da franskmanden Florent Malouda fandt vejen til netmaskerne. Malouda modtog bolden på venstrefløjen og derefter trak han ind i banen og på kanten af feltet fik han muligheden for at afslutte, hvilket han gjorde med et fladt skud, der sad helt nede ved stolpen uden chance for Arsenal-reservekeeperen Fabianski.
Chelsea-udligningen påvirkede tydeligt Arsenal-spillerne, som så ud til at have mistet lidt af gejsten. The Gunners var også tæt på at få dømt et straffespark mod sig, da Mikael Silvestre i en nærkamp med Didier Drogba fik bolden afværget med hånden i det lille felt, men linjedommerens flag forblev nede.
Men fem minutter før tid skulle Drogba alligevel vise sig at få en nøglerolle. Ivorianeren modtog bolden i dybden, hvorefter han kunne demonstrere sin hurtighed, da han løb fra Arsenal-forsvaret og trak forbi Lukasz Fabianski, mens han senere kunne lægge bolden ind i det tomme mål til 2-1, hvilket også blev kampens slutresultat.
Derfor kunne Arsenals fans få bedrøvede hjem, da de netop havde håbet på, at holdene skulle ud i forlænget spilletid, så alle muligheder fortsat var åbne.
Arsenals danske angriber Nicklas Bendtner fik de sidste otte minutter på banen, men han nåede kun at kreere lidt offensive tiltag, som ikke blev afgørende.
Chelsea FC er nu i FA Cup-finalen, hvor de skal møde enten Everton eller Manchester United, der i morgen aften mødes i den anden semifinale.
Skriv et svar