Det engelske storhold er parat til at indgå en gigantisk handel med de italienske mestre fra Inter for at hente Zlatan Ibrahimovic til Premier League.
Avisen ”The news of the world” skriver, at Chelsea er særdeles interesserede i den svenske angriber, og buddet skal nok friste Inter, hvor Ibrahimovic har spillet siden 2006.
Alene i forhold til pengene, som Chelsea er parate til at betale for 27-årige Ibrahimovic, er der tale om en kæmpe handel. Efter sigende skulle summen lyde på ca. 520 mio. kroner.
Men med i handlen følger også to særdeles kompetente spillere, nemlig Ricardo Carvalho og Deco, som Inter i forvejen er interesserede i. Carvalho har været i Chelsea siden 2004 og kostede klubben ca. 170 mio. kroner, mens Deco kom til Chelsea i 2008 og kostede klubben ca. 69 mio. kroner.
Det bringer den samlede pris for Zlatan Ibrahimovic op på ca. 759 mio. kroner.
Zlatan Ibrahimovic kender godt til interessen fra Chelsea:
”Jeg er udmærket klar over, at Chelsea ønsker at skrive kontrakt med mig, og selvfølgelig er det meget flatterende. De er en af de største klubber i Europa, og Premier League er en af de bedste ligaer i verden.”
Ibrahimovic tjener i øjeblikket ca. 9 mio. kroner om året hos Inter, men Ibrahimovic understreger, at penge ikke er det vigtigste for ham. Derimod vil han træffe sin beslutning på baggrund af, hvad der er godt for ham og passer ham bedst.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar