
I aften skal holdene fra gruppe E-H i kamp for anden gang i den fornemme turnering. I gruppe G skal Arsenal forsøge at hente tre point på hjemmebane, når FC Porto kommer på besøg. I gruppens anden kamp mødes Dynamo Kiev og Fenerbahce.
Arsenal – FC Porto
Arsenal har London til fordel, når der er portugisisk visit på Emirates. Arsenal led et overraskende nederlag til Hull i weekenden, og skal derfor til at rette sig op igen.
Arsenal var på ingen vis imponerende, da de skuffede ekstremt mod Hull City i weekenden. Derfor må London-klubben se at få sparket sig tilbage i sving i aftenens kamp mod Porto, der dog ikke har vundet i to kampe. De tidligere Champions League-vindere befinder sig i skrivende stund på en tredjeplads i den bedste portugisiske række.
Derfor er det to hold, der har haft en svær periode. Dog plejer CL-kampe at give et helt nyt fundament for fodbold, hvorfor man sagtens kan forvente sig en god omgang saftig fodbold, når FC Porto, tidligere vindere, og Arsenal, tidligere finalister, drøner sammen.
Til kampen må Arsenal undvære Alex Song, Abou Diaby, Eduardo og Tomas Rosicky, mens Porto stiller med absolut stærkeste bemanding.
Forventede startopstillinger:
Arsenal:
Sagna – Toure – Gallas – Clichy
Denilson
Fabregas
Walcott – Nasri
Adebayor – Van Persie
Porto:
Sapunaru – Bruno Alves – Rolando – Fucile
Tomás Costa – Raul Meireles – Lucho – Tarik,
Lisandro – Rodriguez
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Arsenal har noget at bevise efter det skuffende nederlag til Hull i Premier League. The Gunners har hjemmepublikummet i ryggen, og er på papiret det bedste hold. De portugisiske gæster må ikke undervurderes, men vi tror alligevel, at Arsenal vinder opgøret 2-0.
Fenerbahce – Dynamo Kiev
I aften tørner de to dårligst seedede hold i gruppe G sammen, og på papiret vil dette opgør måske ikke trække alverdens opmærksomhed, men i virkeligheden er det faktisk meget interessant.
Udover gruppens absolut største hold, Arsenal, vil man også kunne finde Porto og man må sige, at sidstnævnte ser ud til at skulle kæmpe med om den eftertragtede andenplads, sammen med netop Fenerbache og Dynamo Kiev. Arsenal vil naturligvis være storfavorit til førstepladsen i gruppen, men skal man se på den næste plads, er den stort set åben for alle tre af de resterende hold. Derfor skal de indbyrdes opgør tages meget seriøst og det vil holdene uden tvivl gøre i aften.
Det tyrkiske hold fra Fenerbahce er kommet skidt fra start i årets Champions League med et 1-3-nederlag til Porto, og skal man sammenligne med tidligere års resultater, vil disse takter absolut ikke blive accepteret. De er kendt som et hold, der ofte når slutspillet og det vil uden tvivl være en lille skuffelse, hvis dette ikke sker i årets turnering. Det ser dog ikke for lyst ud i den tyrkiske liga og i øjeblikket er de placeret som nummer ti efter fem kampe. Der er stadig lang vej igen, men starten har ikke været for lovende og det kan sagtens få indflydelse på holdets præstationer i Champions League.
Med henblik på opgøret i aften mod Kiev, skal det nævnes, at Fenerbahce må undvære stamspillere som Edu og Josice. Derudover er der op til flere spillere der har haft nogle småskavanker, men de er dog meldt klar i sidste øjeblik.
Fenerbahces modstander i aften er derimod kommet rigtig godt fra land i årets sæson – både i den hjemlige liga, men også i Champions League. 1-1-resultatet mod Arsenal må betegnes som et fornuftigt resultat, og i den hjemlige liga er situationen den, at de er placeret på en førsteplads. Efter ni kampe er de á point med Metalurh Donetsk.
Af nævneværdige skader hos det ukrainske mesterhold drejer det sig om Ayila Yussuf og Artem Milevskiy. Udover disse to er alle mand fit for fight, men træner Yuri Semin vil alligevel vente til allersidste øjeblik med at skære sin trup ned til de obligatoriske 19 mand.
Forventede startopstillinger:
Fenerbahce:
Gonul, Lugano – Onder Turaci – Roberto Carlos
Emre Belozoglu – Sahin – Alex – Boral
Kazim Kazim
Güiza
Dynamo Kiev:
Betao – Diakhate – Mikhalik – Nesmachniy
Vukojevic
Ninkovic – Aliyev – Ghioane – Eremenko
Bangoura
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Der er lagt op til en hæderlig fight blandt to af de mindre hold i årets turnering. Rent formmæssigt må Dynamo Kiev betegnes som en mindre favorit, men Fenerbahce kan samtidig drage fordel af deres utrolig stærke hjemmebane – den er kendt som en heksekeddel, og det vil den uden tvivl også være når startskuddet lyder klokken 20:45. Af den grund vurderer TotalBold.dk, at kampen vil gå til Fenerbahces fordel. Den tyrkiske liga er ikke alene stærkere end den ukrainske, men hjemmebanen kan sommetider være ustoppelig og den 12. mand vil helt sikket være afgørende. Derfor skyder vi på en smal 2-1-sejr til tyrkerne.
Skrevet af David Thystrup og Dennis Pedersen.
Skriv et svar