
I aften skal holdene fra gruppe E-H i kamp for anden gang i den fornemme turnering. I gruppe F skal upåagtede Steaua møde Fiorentina i Italien, mens det tyske storhold, Bayern München, tørner sammen med de franske mestre, Lyon.
Fiorentina – Steaua Bukarest
Fiorentina startede som lyn og torden i deres første Champions League-kamp i år ude mod Lyon. De var nemlig bedst i kampens første time og førte da også kampen 2-0 ved pausen. Men lige lidt hjalp det, og Viola-mandskabet måtte se sig tilfredse med det ene point, da de franske mestres guldfugl Karim Benzema slukkede sejrshåbet med fire minutter igen af kampen. Alberto Gilardino havde ellers sat fut i La Viola efter blot 12 minutter, og sendte holdet helt op på den lilla sky med sit 2-0-mål kort før pausen. Holdet bukkede dog under for det franske pres og måtte tage til takke med 2-2 i Lyon.
Upåagtede Steaua Bukarest var for få år tilbage ved at lave sensationen i UEFA Cuppen, da man nåede helt frem til semifinalen. Her blev Middlesbrough overmanden, efter Steaua havde vundet hjemme med 1-0, for dernæst at komme foran 2-0 ude og så gå helt ned og tabe 4-2 i det døende minut. Eventyret var forbi. Nu jagter rumænerne atter et eventyr og dette skal være starten. Hovedstadsklubben formåede nemlig ikke at få point i holdets første runde, hvor tyske Bayern München var for stor en mundfuld i en ellers lige dyst. Daniel van Buyten gik forrest og sikrede Bayern-mandskabet essentielle tre point i Bukarest. Dermed er Steaua Bukarest sidst i gruppen allerede efter første runde. Det skal der laves om på, hvis holdet skal gøre sig nogle forhåbninger om at følge op på det store internationale eventyr for tre år siden.
Forventede startopstillinger:
Fiorentina:
Zauri – Dainelli – Krøldrup – Vargas
Melo
Santana – Kuzmanovic – Montolivo – Mutu
Gilardino
Steaua Bukarest:
Ogararu – Goian – Ghionea – Marin
Nicolita – Toja – Lovin – Székely
Bernhardt – Moreno
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Fiorentina er på papiret et væsentligt stærkere hold end Steaua Bukarest, men en spændende midtbane og ikke mindst forsvarsklippen Dorin Goian, er altid garant for en stærk præstation. Ikke desto mindre bør Fiorentinas centrale midtbane og angreb bestående af Gilardino, Mutu, Kuzmanovic og Montolivo dog kunne modstå den stærke bagkæde. TotalBold.dk vover pelsen og siger 3-0 til Fiorentina.
Bayern München – Lyon
Storsatsende Bayern München er atter tilbage i toppen af europæisk fodbold efter et års fravær. Sidste sommers voldsomme indkøb af blandt andre Franck Ribery, Luca Toni og Miroslav Klose havde den ønskede effekt betydende et mesterskab flankeret af en pokaltitel, mens det i UEFA-Cuppen blev til en overraskende stor lussing til Zenit Saint Petersborg. Indledningen i denne sæson har været en Malaco-pose med godt og blandet. De første tre kampe indbragte syv point, mens man siden er gået helt i stykker i Bundesligaen. To tabte kampe i træk krydret med intern splid vedrørende anførervalg og rotationssystem har ikke givet de bedste arbejdsbetingelser forud for opgøret mod Lyon. Jürgen Klinsmann står altså over for noget af en udfordring med at blande kortene ordentligt, når der skal sættes spillere på holdkortet. Ribery er tilbage efter en langvarig skadespause, hvorimod målscoreren fra første Champions League-opgør mod Steaua, Daniel van Buyten, til gengæld er ude med skadesproblemer.
Østfranske Lyon har sommeren over igen støvsuget Ligue 1 for nogle af de største profiler, mens det tidligt stod klart, at deres egen juvel, Karim Benzema, ikke ville forlade klubben. Sammensat er nu et hold, der kan vise sig mere slagkraftigt og suverænt end nogensinde. Fremtiden er sikret med købene af stortalenterne Miralem Pjanic, Hugo Lloris og Ederson, mens John Mensah skal styrke det centrale forsvar. Eneste svaghedstegn på Lyon-holdet må være venstrebacken, hvor den åbenlyse afløser for italienske Fabio Grosso er svær at få øje på. Nok hentede man på falderebet Timothée Kolodziejczak på en låneaftale i nyligt nedrykkede Lens, men han er med sine fra i dag af 17 år at regne for et udviklingsprodukt.
Målsætningen i Lyon er efter over et halvt dusin mesterskaber på stribe at klare sig godt i europæisk fodbold. Denne sæson er blevet udråbt til at være den, hvor man for alvor slår sit navn fast. Tidligere har man skuffet med uventede nederlag i de første knald-eller-fald-kampe, senest mod Roma i sidste sæson. Formlen for at klare sig godt for Lyon vil være at sætte de offensive spilleres aktiver i scene på deres vante pladser, mens man med balancespilleren, Jérémy Toulalan, skal sørge for at hjælpe de udsatte backs på holdet.
Forventede startopstillinger:
Bayern München:
Massimo Oddo – Lucío – Martín Demichelis – Phillip Lahm
Bastian Schweinsteiger – Mark van Bommel – Ze Roberto – Franck Ribery
Luca Toni – Miroslav Klose
Lyon:
Anthony Revelliere – Cris – Mathieu Bodmer – John Mensah
Jean Makoun – Jérémy Toulalan
Kader Keita – Ederson – Karim Benzema
Fred
Totalbold.dk’s bud på kampen:
Dette opgør afgøres på dagsformen, hvis det overhovedet afgøres. Begge hold har før bevist, at de kan tage sig en gevaldig blunder i de europæiske turneringer. Bedømt ud fra de to holds form ligger sejren til Lyon, men vi spiller fedtspil og skyder på en uafgjort, 1-1.
Skrevet af Andreas Jøhnke og Peter Nielsen.
Skriv et svar