Brøndby ønsker tilladelse til at fotoregistrere de tilskuere, som ikke formår at opføre sig inden for de opstillede retningslinjer.
I foråret er dele af Brøndbys tilhængerskare flere gange kommet i medierne af de forkerte årsager. Brøndby IF’s direktør Herman Haraldsson vil komme urolighederne til livs, og derfor går han nu til justitsminister Brian Mikkelsen.
Ønsket til justitsministeren er tilladelse til at fotoregistrere uromagerne, så de danske klubber i fællesskab kan holde de uønskede individer væk fra landets fodboldstadions.
“Der findes fotogenkendelses-software, som kan genkende ansigter selv i en stor mængde. Det ville være en ret stor hjælp og give os mulighed for at udveksle informationer med andre klubber,” siger Haraldsson til Ekstra Bladet.
Justitsministeriet har før gjort forsøg på initiativer imod ballademagere til fodboldkampe i form af det såkaldte hooligan-register, men dette tiltag har ikke været succesfuldt.
Skriv et svar