Ajax Amsterdam, som især er kendt for klubbens gode talentudvikling, har nu inviteret Brøndby-stortalentet, Nicolai Boilesen, til prøvetræning, hvor man håber, at han vil imponere, så man kan lave en permanent kontrakt med ham.
Brøndby-stortalentet Nicolai Boilesen har tidligere været på prøvetræning i andre europæiske klubber, men nu skal han prøve lykken i den hollandske storklub, Ajax, som blandt andet er kendt for klubbens solide arbejde med talenter.
Boilesen skal på prøvetræning, hvorefter man håber, at han kan tegne en permanent kontrakt, såfremt parterne finder det aktuelt.
”Ajax vil gerne skrive kontrakt med Nicolai Boilesen. Vi har set, hvad vi skal på banen, så han skal kun til Amsterdam for at se, om han vil skrive kontrakt med klubben,” forklarer talentspejder John Steen Olsen til Ekstra Bladet.
Træningsopholdet har længe været planlagt, men man har tidligere været nødsaget til at udskyde opholdet, fordi den 17-årige dansker har døjet med en skade.
”Det bliver spændende, og jeg glæder mig til at se nærmere på, hvad Ajax byder på. Det har selvfølgelig en positiv betydning, når man skal træffe en beslutning, at der i forvejen er en dansker (Christian Eriksen, red.), der tilmed er faldet rigtig godt til,” siger Boilesen.
Skriv et svar