Randers FC tog søndag eftermiddag imod Brøndby IF, og begge mandskaber havde hårdt brug for point. Brøndby var bedst til at udnytte deres muligheder og vandt opgøret 3-1.
Både Brøndby og Randers har fået en skuffende start på SAS Liga-sæsonen, og derfor var begge mandskaber opsatte på at hente en sejr og tre point i søndagens opgør mellem de to klubber.
I kampens indledning var der en del boldtab fra begge mandskabers side, og det var i det hele taget en uskøn start. Efter et kvarters spil fandt Michael Krohn-Dehli Morten Duncan Rasmussen, men Duncan headede over mål.
Få minutter senere forsøgte Alexander Farnerud sig med et skud fra kanten af feltet, men forsøget gik omkring en meter forbi mål. Også Randers havde muligheder. I det 22. minut fik Søren Berg en stor en af slagsen, da Tidiane Sane fandt Berg ved bagerste stolpe. Berg satte indersiden på, men afslutningen blev blokeret af Max von Schlebrügge.
Begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde, og de helt store muligheder udeblev. Efter 41 minutters spil kom Brøndby dog foran, da Michael Krohn-Dehli sendte bolden i nettet. Anders Randrup tog et løb ind i feltet og fik prikket bolden til Krohn-Dehli, der alene med Kevin Stuhr-Ellegaard ikke havde de store problemer med at score.
Brøndby startede anden halvleg bedst, men tempoet var lavt. Randers formåede ikke at komme frem til de helt store chancer, og Brøndby var fint tilfredse med at køre bolden rundt.
I det 66. minut fik Duncan en god mulighed for at gøre det til 2-0. Stephan Andersen satte spillet hurtigt i gang, og bolden endte hos Duncan, der fra kanten af feltet sparkede på mål. Bolden gik dog et par meter forbi målet.
Med tyve minutter tilbage havde Mike Jensen et godt frisparksforsøg, men Stuhr-Ellegaard fik reddet forsøget. Kort tid efter var Samuel Holmén tæt på, da han blev spillet fri til skud midt i feltet, men svenskeren overplacerede sin afslutning og bolden gik forbi mål.
74 minutter inde i opgøret fandt Søren Berg vejen til netmaskerne, efter han sled sig igennem i feltet og fik afsluttet. Skudet blev rettet af af Stefan Gislason og gik ind bag Stephan Andersen.
Brøndby svarede dog hurtigt igen. Minuttet efter slog Thomas Rasmussen et frispark fra højre side ind i feltet, hvor Peter Madsen steg til vejrs og headede Brøndby foran igen.
To minutter før tid blev det 3-1, da Allan K. Jepsen sparkede bolden i eget mål. Morten Duncan spillede bolden på tværs i feltet, og Peter Madsen kom foran Allan K. Jepsen, men fik ikke ram på bolden, hvilket snød Jepsen, der løb bolden i eget net.
Denne stilling kunne Randers ikke gøre noget ved, og Brøndby hentede dermed en vigtig udebanesejr.
Skriv et svar