
Nicklas Bendtner scorede for fjerde landskamp i træk, da han bragte danskerne foran i venskabskampen mod Tjekkiet. Tjekkerne fik dog udlignet til slutresultatet 1-1.
I det første kvarter af kampen af kampen på SAS-Arena, var det som om, at de to hold lige skulle se hinanden an. Spillet foregik derfor meget på midten af banen, og chancerne udeblev.
Efter 24 minutters spil var det så Arsenals Nicklas Bendtner, der lavede en perfekt udført et-to kombination med debutanten Thomas Kristensen. Afleveringen fra midtbanemanden sendte Bendtner hel fri, og angriberen svigtede ikke. 1-0 til Danmark.
Blot fem minutter senere var Thomas Kristensen igen på spil. Et godt hug uden for feltet var tæt på at blive farligt for Jaromir Blazek i det tjekkiske mål.
Efter 41 minutter vandt Jan Koller, for første gang i kampen, en hovedstødsduel over Martin Laursen. Efter et indlæg fra FCK’s Libor Sionko steg den tårnhøje angriber til vejrs, og udplacerede Thomas Sørensen i det danske mål.
Efter pausen overtog tjekkerne initiativet, mens Danmark stillede sig længere tilbage på banen. Morten Olsen gav debut til den kun 19-årige Anders Randrup, mens også Kenneth Perez, Per Krøldrup og Mikkel Thygesen gjorde indhop.
Man skulle helt frem til det 68. minut for at finde den første danske afslutning i anden halvleg. Niclas Jensens skud fra distancen blev dog rettet af til hjørnespark.
Flere nævneværdige chancer blev det ikke til, og Morten Olsen kan være ganske godt tilfreds med sine eksperimenter. Specielt Thomas Kristensen spillede en glimrende kamp.
Skriv et svar