Arsenal-angriberen Nicklas Bendtner havde i første omgang givet udtryk for, at han gerne ville hjælpe det danske U21-landshold i bestræbelserne på at komme langt i U21-EM i 2011. Men nu har Bendtner ombestemt sig, hvilket ærgrer U21-landstræneren.
Først forlød det at Nicklas Bendtner gerne ville hjælpe det danske U21-landshold under EM i 2011, som afholdes i Danmark, men nu har danskeren ombestemt sig.
“Jeg er A-landsholdsspiller. Det er det eneste, jeg fokuserer på. Jeg fokuserer mine kræfter på A-landsholdet og ser ingen grund til at gå tilbage, når det er gået fremad,” fortæller Nicklas Bendtner til Politiken.
Bendtners afbud ærgrer den danske U21-landstræner, Keld Bordinggaard, men han er forstående.
“Jeg er selvfølgelig ked af hans afbud, men jeg ved jo også, at han har et hårdt program foran sig med A-VM i 2010 og muligvis også en stor slutrunde i 2012. Så jeg har fuld forståelse for hans beslutning,” forklarer Keld Bordinggaard til TV 2, som samtidig forsikrer, at den store danske angriber, der er født i 1988, for fremtiden også har mulighed for at spille med hos de unge.
“Han er i hvert fald altid velkommen til at melde sig på banen igen. Vi er altid parate til at tage imod spillere, der har niveauet til det, og Nicklas er jo i den høje ende, må vi sige,” konstaterer Keld Bordinggaard over for DR.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar