Nicklas Bendtner fortæller i et meget åbenhjertet interview, hvilke tanker, der gik igennem hovedet på ham, da han var involveret i en voldsom bilulykke, hvor han totalsmadrede sin Aston Martin.
Den danske landsholdsangriber, Nicklas Bendtner, var involveret i en bilulykke søndag, da han var på vej til træning.
Mange eksperter mener, at hvis danskeren havde siddet i en anden bil, som ikke var lige så godt sikret, kunne han have mistet livet, men han slap mirakuløst fra ulykken med mindre knubs.
I dag fortæller den unge angriber til B.T., hvordan han oplevede episoden.
”Der var nogen, der passede på mig. Jeg ved ikke hvad eller hvem, men i en større sammenhæng var der simpelthen nogen, der hjalp mig. Jeg tror fuldt og fast på, at det bare ikke var tiden til, at jeg allerede skulle afslutte mit liv og væk herfra,” forklarer Nicklas Bendtner i dagens udgave af B.T.
Bendtner forklarer videre, at det var et mirakel, at han slap fra ulykken med livet i behold, men han understreger dog, at han ikke kørte 160 km/t, som de fleste medier har meddelt.
”Hele grunden til ulykken var, at en anden bil drejer ind foran mig i venstre bane. Jeg ved, at jeg vil smadre ind i den anden bil et sekund senere, hvis jeg ikke gør noget, og jeg når at tænke, at det her går galt, helt galt. At jeg kan dø nu.”
”Så jeg river i rattet, kaster bilen til højre ind mod midten af vejen og prøver at komme udenom den anden bil. Det lykkes, men jeg kører hårdt ind i autoværnet i midten af vejen, bliver slynget tilbage på tværs af vejen, rammer en masse træer, der heldigvis ikke er så store, og flyver ud på en mark, hvor bilen endelig holder stille, totalt smadret.”
”Se bare billederne. Jeg er glad, da jeg kommer ud af bilen og går væk – jeg tænker, at det her kunne være gået helt galt,” fortæller en tydeligt lettet Nicklas Bendtner til B.T.
Skriv et svar